‘Ardors Beretning’s mange aspekter og kompleksitet har givet stor inspiration til dette album. Passagerne er udvalgt fra ‘Ardors Beretning’ i ‘Vandrer mod Lyset!’.  Musikken er hovedsageligt komponeret i ambiente collager. 2007 - 

Den Dybest Faldne

Kristi Bøn

Komposition over 'Ardors Beretning'.

Viljen til det Onde

Den fortrængte Engel

www.LydKunsten.dk  Anno 03.03.12  LK-Group  v/Ivan p. Brandholt @ LydKunsten.dk

Om Lydkunsten.dk

Anno 03.03.2012'

mvh

Lydkunsten.dk består af en variabel flok af musikalske og kreative mennesker, der alle, i mere eller mindre grad,  har taget værket "Vandrer mod Lyset!" til sig, som et sandt budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden. Lydkunsten.dk er skabt i taknemlig glæde over Vandrer mod Lyset!

Guide

'Lydkunsten.dk er et ikke-økonomisk, ikke-religiøs, ikke-politisk domæne, med det ene formål; gennem musik, illustration, tekst og speak, at inspirere til åndelig bevidsthed og glæde’.

Repræsentation og Sekretariat for Lydkunsten.dk  -   v/Ivan p. Brandholt @ LydKunsten.dk              @lydkunsten.dk

Lydkunsten.dk komponerer musik til udvalgte tekster af værket "Vandrer mod Lyset!". Dette gøres i håbet om, at skabe nye veje for nogle af de åndelige sandheder der gælder os alle.

Lydkunsten.dk giver den bedste oplevelse på computer,- og TVskærme med eksterne højttalere.

Guide Vores links er fordelt på : titler - albums - grafik - ikoner og tekst på alle sider. Der kan gå lidt tid, inden siderne er uploadede, det skyldes de mange lydfiler. klik / tryk i dette tekstfelt, eller slip musen for at lukke denne guide. Husk at skrue op for lyden inden du klikker videre  ;0) Lydkunsten ønsker dig en god oplevelse. Venlig hilsen

Menneskedyret og det Guddommelige element. Menneskeåndens fødsel, skete ved de Ældstes uopmærksomhed, i deres egenmægtige skabelse af ‘mennesket’. Det håb de Ældste bar i deres tanke under skabelsen af menneskene var, at deres skabninger kunne bringe orden i kaos og herske over jorden. Men de Ældste glemte at ‘lukke af’ for deres eget Lys, og noget af deres kom med i skabelsen. Dette gjorde til, at når et menneskelegeme døde, var der en skygge tilbage, der vandrede hvile,- og bevidstløs rundt i al evighed. Når menneskene døde, blev deres skygger tilbage, stadig vandrene hvile,- og bevidstløse rundt iblandt de levende. Nogle af de Ældste forfærdedes over skyggernes lidelser og ved deres inderlige Bøn til Gud, blev Skyggerne foreviget af den Guddommelige Tanke og Vilje. Gud har givet os en del af sig selv, som er vores evige og umistelige eje; vores 'Åndelige Jeg’. Denne Guddommelige Lysgnist, vi selv må fylde ud med vores egen åndelige bevidsthed.    Vi ér det Guddommelige Lys, men er dog stadig umyndige som åndelige væsener. Gennem utallige inkarnationer vil Ånden modnes og vedblivende nærme sig Lysets frekvens.  Hver en inkarnation er, uanset hvordan den gennemleves, en lærdom til det 'Åndelige Jeg’, .. og netop dén lærdom der må til for at komme videre i sin Åndelige udvikling. Enhver forestående inkarnation er derfor, i hovedtræk, aftalt mellem menneskeånden og Lyset. Menneskeånden reinkarneres for at bevidstgøres i alt hvad livet på jorden kan byde, for derigennem, at opnå en alsidig udvikling og modning af Åndens Tanke og Vilje.… Da de Ældste havde besluttet at skabe væsener der kunne gøre sig til herrer over jorden, måtte de søge at frembringe en skabning, der, uden at være dyr, dog havde dyrenes opbygning til forbillede; at udskille det fikserede mørkes molekylarsvingninger og skabe deraf. (vml s.249) Da Gud havde taget skyggerne i forvaring, gik Han til sine yngste børn. Og Han sagde: „Se, alt er rede, og stunden er kommen, da I skulle indfri eders løfte. Jeg, eders Fader, har dannet nye boliger til eder i det sidste af de opholdssteder, jeg har lagt uden om jorden og det ødelagte rige. (vml s.16) Efter at de første inkarnationer blandt de laveste folkeslag er gennemgået, bliver ånden, efter som den modnes og dens vilje styrkes, inkarneret blandt de højere og til sidst blandt de højeste menneskeracer.   Dette sker, for at ånden under alle livets forhold kan lære at overvinde det onde i dets forskellige skikkelser. Menneskeånden må således gennemgå a l t hvad livet på jorden kan byde, for derigennem at opnå en alsidig udvikling af tanke og vilje. (vml s.296) Forbindelsen mellem ånden og det jordiske legeme er ordnet på en sådan måde, at kun så meget kan slippe igennem af åndens intelligens, som er nødvendigt til at frembringe den menneskelige personlighed i det foreliggende jordeliv. Gennem hjernen står mennesket i rapport med sin ånd, så at alt hvad mennesket tilegner sig af viden og erfaringer under de mange jordeliv, bliver åndens umistelige eje. Båndet mellem ånd og det menneskelige legeme sønderrives og opløses i menneskelegemets dødsstund. Den astrale genpart opløses ikke, da den er fuldstændig indvævet med det jordiske legeme. (vml s.177) Gennem hundreder,- ja tusinder af inkarnationer, opbygger menneskeånden sin individuelle personlighed. Ligesom det modne menneske kan skue tilbage på sine tidligere tanker og følelser, kan den frigjorte ånd i sin erindring, genkalde sig de menneskelige skikkelser som den har levendegjort og være identisk med dem alle. Således som mennesket på hver givet tidspunkt er summen af sit livs indhold, således vil den frigjorte ånds individuelle personlighed være summen af alle tidligere jordelives tanker, følelser, handlinger og oplevelser. (vml s.251) Hvis mennesket – som åndelig personlighed – fra første færd og til alle tider i livets forskellige forhold ikke alene ville lytte til, men også følge Samvittighedens vejledning, ville den til menneskelegemet bundne ånd efter hver inkarnations ophør vende tilbage til sit Sfærehjem ligeså ren i tanke, sind og vilje, som den var, da den sendtes til sin første inkarnation.              Men den nyskabte ånds tanke- og viljedel er hver især kun som en svag, ulmende glød sammenlignet med Guds »flammende« Tanke og Vilje. (sos s.98) Intervallerne mellem inkarnationerne – opholdet i sfærerne – vil ikke blive ændret for de unge menneskeånders vedkommende. Derimod vil intervallerne progressivt blive større, hvor det drejer sig om de mere fremskredne eller vidt fremskredne Menneskeånder. (sos s.53) Da Opholdet i sfærerne for de unge og uudviklede ånder, normalt, er temmelig kortvarigt (fra 5–30 år), kan menneskene ikke vente efter hver inkarnation at træffe  a l l e  de forrige slægtninge og venner; men der bliver altid sørget for, at de mennesker, som i de jordiske inkarnationer elskede hinanden eller var venner, af og til kan mødes under opholdet i sfærerne.      (vml s.274-276) Det højeste antal af jordiske år, i hvilke en menneskeånd har været knyttet til jorden og dens sfærer, inden den kunne løses fra jordelivene, er ca. 3 millioner år, det laveste antal ca. 1,3 millioner år; heri er medregnet de år, der er gået med til ophold i sfærerne som hvile- og læreår. Mange af de første, de ældste menneskeånder er for længst løst fra al inkarnation. (vml s.303) Når den sidste af Ardors inkarnerede Ældste, om ca 50-60 år dør (1ste udgave af Vandrer mod Lyset! kom i 1920, så der menes vel omk.1970-80), er menneskene løst fra det sidste bånd der binder dem til deres skabere. Da afbrydes den svage åndelige energi fra de Ældste, som under deres skabelsesforsøg strømmede over i deres skabninger, og som lige fra de første menneskers fremståen, har gennemstrømmet menneskenes astrale genparter. Når denne strøm afbrydes, er Gud løst fra det løfte som Han gav nogle af de Ældste : At lade et Guddommeligt element smelte sammen med det af de Ældstes givne åndelige liv, for derved at delagtiggøre menneskeheden i Evighedslivet, samt frigive genparterne således, at menneskelegemernes død, kunne opløses og opsuges af Mørket, hvoraf de er dannet. Når den åndelige mørkestrøm fra de Ældste afbrydes, skaber Gud ikke flere menneskeånder; menneskeånderne står da som en afsluttet helhed, uden nogen yderligere tilgang. (vml s.157) Vil du vide mere kan du læse i : ‘Vandrer mod Lyset!’ Bogen og tilhørende bøger kan købes og Pdf-version mfl., kan downloades gratis på : vandrer-mod-lyset.dk

I rækkerne af vores inkarnationer

Vi øger vores Ånds Lys ved hver inkarnation, indtil vi løses fra jordelivet.

Kære Gud Tak for alle de stunder jeg fik sammen med dem jeg elsker! De stunder, er min styrke i dag. Tak af hele mit Hjerte for at du passer godt på dem. Kære Gud Hvis der er noget at tilgive, så tilgiver jeg dem af hele mit Hjerte,  og beder til Dig, så inderligt og så tillidsfuldt jeg kan,  ... for deres skyld. Jeg vil bære dem i mit Hjerte og i min erindring,  at vi let kunne mødes i de himmelske boliger. Kære Gud Tak!, for at vi alle er dine børn. Amen.

I Mindet om dem vi Elsker

Far og Mor

Vær Barmhjertig mod Dyrene

Hvad der tilkommer jer

Musikken er komponeret i forskellige genrer fra 1980´/90’erne. Klik på den grønne pil hvis du ønsker teksten frem under afspilningen, den kommer som et ekstra faneblad. 2006' - 2020'

Fader vor

Vær ikke Selviske i jeres Bøn

Musikaliserede Uddrag af ‘Kristi Tale’.

Tankens Kraft

Unge Mænd og Unge Kvinder

Bønnens Magt

Til Jer der ikke Beder

Tilgiv jeres Fjender

Og Ingen vej fører tilbage

Midt i blandt jer

De fleste store begivenheder der gennem tiderne har givet menneskeheden nye redskaber til bedre vilkår, er udført af de Yngste. Ved det Guddommelige Lys, bliver de Yngste inkarneret som mennesker, og for menneskenes skyld, kun sat få grader over den menneskelige intelligens, da gaverne de skulle manifestere hernede, måtte kunne forstås af menneskene for, at blive brugt til sit formål. - Efter Ardors hjemvendelse stoppede de egenmægtige inkarnationer og herfra var det et spørgsmål om tid, indtil Lyset havde genoprettet sin balance på, og omkring Jorden. Nødvendigheden for at inkarnere de Yngste som legendariske personligheder, var for at kunne stå mål mod de inkarnerede Ældste. Denne trussel er ikke længere tilstede, og de Yngste vil derfor, i deres fremtidige inkarnationer og som oprindeligt tænkt, kun sat få grader over den menneskelige intelligens.

Vil du vide mere kan du læse i ‘Vandrer mod Lyset!’. Bogen og tilhørende bøger kan købes og Pdf-version mfl. kan downloades gratis på : vandrer-mod-lyset.dk

Kære Gud. Tak for du sender dine Engle til os, for at lette os vejen til din Favn. Kære Gud Fader, Tak for at vi er dine Børn.

I hjerterne vi bede en taknemlighedsbøn :

Denne side er skabt i Taknemlighed for de gerninger som de Yngste; Englene, har gjort gennem tiderne for menneskenes skyld, og for de gerninger de Yngste fremover vil udføre. Vi medtænker også alle dem af de Yngste, som i deres inkarnation ikke lykkedes at gennemføre deres aftale med Lyset.

I Lyset af dem vi Følger ..

De Jordbundne menneskeånder

Angst og Frygt bærer vi alle i os og vi oplever denne forstyrrelse på hver vores måde. Nogle flygter,- og andre gør den til et magtredskab. Angst påvirker vedvarende vores valg og handlinger gennem inkarnationerne, indtil angsten engang vil opløses i Bevidsthedens Lys! Selverkendelsen om, at den evige Lysgnist fra det Guddommelige Selv, er én selv! - Denne modningsproces indbefatter næsten hele reinkarnationsprocessen for hver enkelt menneske.  -  Vi, de åndelige umyndige mennesker tiltrækker og akkumulerer negativ energi; mørke, i det jordiske liv og vi bør altid være opmærksomme herpå. Afledes vi, kan vi falde. Mørkets depraverende påvirkning, hvor "troen på det fælles gode” tyndes og selvretfærdighed og protektion styrkes.  Frem til 1911, færdedes de diskarnerede Ældste blandt de jordbundne ånder. Opfordret og styrket af de Ældste, spredte de jordbundne ånder kaos i menneskenes liv. Utallige millioner af menneskeånder faldt dybt og vandrede i årtusinder om på det astrale jordplan. Disse jordbundne menneskeånder måtte derfor i kommende inkarnationer, ikke alene sone hvad de havde forbrudt i tidligere inkarnation, men måtte yderligere sone det, som de i den jordbundne tilværelse havde gjort sig skyldige i. ... I de årtusinder, hvor de jordbundne ånder vandrede om på det astrale jordplan, blev flere af Lyset’s love brudt af disse syndefulde væsener, der på alle måder søgte at bringe synd, sorg og lidelser over menneskeheden. På flere steder, særlig dér hvor de jordbundne ånder holdt til i hobe, fandtes store tætte mørkeophobninger. (vml s.188-189) I det ødelagte rige havde nogle af de Ældste forsøgt at efterligne jordiske egne, gader og huse, og i disse “skyggeriger" efterlevede de igen og igen deres sidste jordeliv. Til disse skyggeriger drog de Ældste mangfoldige syndebundne menneskeånder, at de kunne være slaver for deres onde lyster og begæringer, og de Ældste forblev i det ødelagte rige for at undrage sig de love, de ved deres inkarnation frivilligt havde underkastet sig. (vml s.27) Kort før Jesus af Nazareths fødsel, kaldte Gud første gang på de jordbundne ånder, og herefter kaldte han på dem hvert hundrede år; at det kunne vække angeren i deres hjerter. Men kun få formåede at angre deres synd og ugerninger; for mørket hvilede tungt over jorden. Medens århundrederne svandt, bandt mørket flere og flere menneskeånder til efter døden, at vandre på jorden iblandt de levende mennesker. Og de tider kom hvor der var titusindvis der vandrede iblandt menneskene og skabte ufred hvor de end færdedes. De indgød menneskene mange syndige lyster, mange onde og urene tanker. Clairvoyante mennesker formåede at se de jordbundne ånder som skygge-agtige væsener, og clairaudiante mennesker hørte deres hvisken, og dette bestyrkede dem i den tro, at de var omgivet af djævle, onde ånder og genfærd. Menneskene frygtede de døde. Gennem hæslige og obskønne tankeindskydelser og drømmebilleder har de Ældste og de jordbundne ånder, ligeledes søgt at forurene menneskenes sind og tanker, for der igennem, at få større herredømme over dem. De jordbundne ånder klamrede sig til menneskene for på forskellige måder, blive delagtiggjort i de jordiske nydelser. (vml s.85) De diskarnerede Yngste søgte bestandig at hjælpe disse hvileløse ånder, der ved at opholde sig på det astrale jordplan, brød Lysets love. Men deres bestræbelser strandede som oftest på de jordbundnes egen vilje til det onde, og antallet forøgedes i stedet for at aftage. Undertiden færdedes flere døde end levende på jorden. Fra de ældste tider og fra alle folkeslag over hele jorden, findes beretninger om disse gengangere. (vml s.188) For at yde Kristus en virkningsfuld hjælp i den besværlige gerning som Jesus af Nazareth, kaldte Gud igen på de jordbundne ånder, der bundne af synd og laster, færdes på jordens astrale plan og i det "Ødelagte Rige", med det resultat, at alle, undtagen Ardor og hans dual, efterkom kaldelsen. Da Guds stemme tav, vældede Lyset frem, båret af dets evigt strømmende bølger, droges tusinder af de faldne ånder bort fra Mørket, bort fra jorden, tilbage til deres boliger i sfærerne. Og Gud sendte en skare af de Yngste til jorden for, at støtte og lede dem der var dybest faldne, dem der ikke formåede at rejse sig, dem der var blindede af Mørket. Bårne af de Yngste, bragtes de dybest faldne til hjemmet og snart var alle vendte tilbage til Fred og Hvile.          (vml s.221) Som Gud havde sagt; ville menneskenes kærlige tanker kunne vække angeren hos talrige jordbundne ånder, og Lysets strømmende bølger drog da de angrende tilbage til de boliger, de engang havde forladt. (vml s.91) Eksemplet med Josef af Arimatæas : Ved mordet på sin gamle tjener, ved sin angst for at miste sine rigdomme og miste sin anseelse blandt menneskene, samt ved at tie med sin andel i Jesu legemes forsvinden, bragte Josef sig selv under mørkets magt. Ved denne syndeskyld bandtes hans Ånd til, efter legemets død, at føre en langvarig jordbunden tilværelse, nedsunket i dybt åndelig Mørke. (vml s.133) Eksemplet med ‘Lourdeskilden’ : Men kvinden der viste sig for Bernadette, var ikke Jesu moder, således som det blev opfattet af Bernadette. Den pågældende ånd der havde kendskab til de astrale og psykiske love, og uden Lysets tilladelse,- trådte frem for Bernadette, som var clairvoyant/audient. I sin sidste inkarnation havde omtalte ånd været en højtstående fransk kvinde, hvis livsførelse på mange måder havde været til stor skade for Frankrig. Folkets vrede og had i forbindelse med hendes egen skyldbevidsthed, bandt hende efter sin død, at flakke om på jordens astrale plan, uden at kunne nå tilbage til sit hjem i sfærerne. På sine hvileløse vandringer opdagede hun en kilde hvis vand indeholdt en art radioaktive stoffer som ville lindre og helbrede sygdomme for menneskene, i håb om at afbetale noget af sin skyld. For hurtig opnåelse af Bernadettes tillid, fremtrådte hun som Jesu moder. (vml s.284-285) Som tiden gik, så de tidligere jordbundne menneskeånder, at de ved deres gentagne, ikke tilladte besøg til jorden, fik større og større vanskeligheder at overvinde, når de ville tilbage til deres sfære, for til sidst at blive helt jordbundne og således skabe et nyt åndeproletariat. Da erindringen om tidligere jordbundne tilværelser stod for dem alle som et frygteligt rædselsbillede, bad de Gud om Han ville hjælpe dem; så at ingen uden Hans tilladelse kunne besøge jorden. (vml s.232) Grunden til, at der tilsyneladende endnu findes “jordbundne ånder", er den: at Spiritisternes medier vedbliver med deres séancer og derved lokker viljesvage menneskeånder til at forlade deres hjem i sfærerne for at give møde ved disse séancer. Men de Ånder, som, uden at have tilladelse dertil, gæster jordplanet, draget gennem mediers, venners og slægtninges krævende tanker og ønsker om manifestationer, føler sig altid forvirrede, elendige og fortvivlede i jordens mørkeophobninger. Og da de befinder sig i de jordiske omgivelser, vil de jordiske erindringer straks melde sig, og i de fleste tilfælde glemmer de da tilværelsen i den sfære, hvorfra de kommer. De føler sig nærmest som mennesker, der plages af pinagtige og forvirrede drømme. Men ligesom sovende mennesker i deres drømme også kan handle og tænke fornuftigt, kan de menneskeånder – som ulovligt indfinder sig på jordplanet til séancer – give meddelelser fra deres jordeliv i overensstemmelse med de faktiske forhold, eller give meddelelser, som tangerer det rigtige. Når disse Ånder atter er vendt tilbage til deres sfærehjem, erindrer de deres ophold på jordplanet, som om de var vågnet efter et mareridt eller en uhyggelig drøm. Daglig drages tusinder af menneskeånder til jorden, og daglig henter Lysets Ånder de ulydige tilbage til sfærehjemmene. (sos s.21) Vil du vide mere kan du læse i værket ‘Vandrer mod Lyset!. Bogen og tilhørende bøger kan købes, og Pdf-version mfl. kan downloades gratis på : www.vandrer-mod-lyset.dk

I fortidens synd og mørke

Kære Gud. Vi tilgiver de Ældste for deres gerninger og færd, og Beder dig lede os alle til din Favn Kære Gud Fader .. Tak, for din Kærlighed.

I Mørket for dem vi Frygter.

Kære Gud. Vi tilgiver de Ældste for deres gerninger og færd, og Beder dig lede os alle til din Favn. Kære Gud Fader .. Tak, for din Kærlighed.

Omkring 14000 år før Kristi fødsel begyndte de Ældste deres egenmægtige inkarnationer som skabte kaos i menneskenes verden. Den Ældste af de Ældste nedsatte ikke de andre faldnes intelligens når han bandt dem til et menneske-foster. De Ældste stod derfor, som inkarnerede, langt over menneskene; i intelligens,- viden og personlighed, ganske som ræve i en hønsegård. Da Ardor ved Kristus hjælp vendte hjem til Gud, stoppede de egenmægtige inkarnationer, som iflg. menneskenes tidsregning var året 1912. Fra da af var kun dé Ældste tilbage, som ikke ønskede at vende hjem til Lyset, samt den ‘onde sæd’ der ved de Ældstes inkarnationer havde lagt sig i menneskeslægterne.

Ved skabelsen gav Gud alle sine børn en individuel Tanke og Vilje – for de først skabtes vedkommende gav Han en større,- og for menneskeåndernes vedkommende gav Han en mindre gnist af sin egen fast og harmonisk sammensmeltede Urtanke og Urvilje. Men, for at Hans børn kunne og kan blive selvstændigt villende og selvstændigt tankeskabende personligheder, skilte og skiller Gud den givne – i Hans Væsen – sammensmeltede Tanke-Viljedel således, at det givne fremtræder som een selvstændig og fritstillet tankedel og een, ligeledes selvstændig og fritstillet, viljedel. Dog er disse dele indbyrdes forbundet ved et åndeligt-æterisk bånd, der virker som et korresponderende kabel. Når dette Kulminationspunkt er nået, elimineres Båndet mellem Tanken og Viljen, og Barnet fremtræder som en i alle henseender lysstærk personlighed, der i al evighed er og forbliver upåvirkelig af mørkets udstrålinger og mangeartede kræfter. (sos s.101) Hver enkelt individualitet skal, igennem en fremadskridende udvikling, i kraft af den Tanken og Viljen iboende sammensmeltnings- tendens, nå til et vist Kulminationspunkt, hvor individets tilhørende Tanke og Vilje smelter sammen til en enhed. Ved sammensmeltningen af Tanke og Vilje elimineres Båndet imellem dem. Som regel bliver den inkarnation, i hvilken dette sker, den pågældende Ånds sidste. For når alle mørkekomplekser er eliminerede, så at Tanke og Vilje danner en fast enhed, har Mørket intet at arbejde med, hvorefter Ånden løses fra alt fremtidigt liv på jorden. Men ikke alle menneskeånder har, når dette kulminationspunkt i Jegets Tanke- og Viljeliv sker, har nået at få deres fulde karma afviklet. Dette må da ske i een,- eller i nogle få påfølgende inkarnationer. (sos s.96-101) Tidspunktet er altid blevet valgt efter samråd med Gud, men først efter at Skytsånden har tilrettelagt alt på den bedste måde og myndlingen i sin menneskelige tilværelse står på sit åndelige Kulminationspunkt. Når det er nået, griber Skytsånden ind i det givne øjeblik for at støtte og retlede. Som oftest har da Skytsånden under angreb eller fristelser fra den Ældstes side, søgt at vække sin myndlings erindring om "Bønnen for den faldne Broder"; men har myndlingen ikke formået at erindre noget om sit givne løfte eller at fatte tilråbet, er det gunstige øjeblik forspildt — for den inkarnation — og et nyt forsøg er overflødigt.  Grunden til, at et nyt forsøg i samme retning ikke gentages, er den, at da mørket, i det først valgte øjeblik, har fået overtaget, vil mennesket i den foreliggende inkarnation ikke kunne nå højere i åndelig vækst på    d e t     o m r å d e , hvor mørket sejrede. Væksten standser, mennesket stagnerer — ofte i  a l  åndelig indsigt — og i de fleste tilfælde får mørket større og større indflydelse, bliver lettere i stand til at forvirre og forvanske al opfattelse og alle begreber. Den stund, hvor mennesket ved at stilles overfor den Ældste eller overfor den påtagne opgave, skulle erindre sit givne løfte, bliver således ofte også til det absolutte Kulminationspunkt for dets åndelige Modenhed.  (vml s.195) ---------------- Et liv i skønhed, kærlighed og glæde var Guds gave til de først skabte børn. Men een gang måtte den stund indtræde, da de, for at kunne blive selvstændigt tænkende og selvstændigt villende personligheder, måtte stilles overfor mørket. Og dette skulle ske, inden hver individualitets Tanke og Vilje – gennem den åndelige udvikling – var nået til Kulminationspunktet ; Sammensmeltnings-momentet af Tanken og Viljen.                          I Vandrer mod Lyset! står: Guds først skabte børn var nået så langt frem i forståelse af at måtte begrænse Tankens begær efter det, som Viljen var i stand til at frugtbargøre og føre ud i handling, at der var en mulighed for, at alle kunne gå sejrrige ud af mødet med mørket, og Han besluttede da at stille dem en vanskelig opgave.  Guds børn var således nået langt frem i viden om Tankens og Viljens forhold til hinanden, men hver individualitets Tanke og Vilje var endnu ikke smeltet sammen. Og da Gud stillede alle sine først skabte børn overfor mørkets påvirkning, faldt nogle – i kraft af hver enkelt individualitets særprægede karakter – for mørkets indflydelse, medens andre forblev upåvirkede ved dette første forsøg. (vml s.155) … Da de Yngste ofte var splittede i deres væsen og vaklende i deres optræden, kan det skyldes at deres endnu ikke fuldtud sammensmeltede Tankes og Viljes kamp mod det i Egoet værende og mod det fra de jordiske omgivelser kommende mørke. Da alle de mørkekomplekser, der gennem de første mange jordeliv dannedes i de menneskeliggjorte Yngstes individuelle Tanke og Vilje, må de Yngste – ligesom menneskeånderne – udrense gennem talrige inkarnationer, inden det kulminationspunkt nås, da den individuelle Tanke og Vilje danner en sammensmeltet enhed. Talrige skarer af de Yngste har i tidernes løb opnået denne Tanke- og Viljeenhed. Men disse vil fortsætte deres genfødsler sålænge, som deres Fader behøver deres hjælp. (sos s.100) Selv om den første del af Jesu opgave mislykkedes, havde han dog muligvis kunnet fuldføre den anden, hvis han fuldt og helt havde vovet at tro på den indre stemme — Guds Stemme —, der altid tilhviskede ham, a t   h a n  var Messias. Igennem denne sin faste tro på det sande og ophøjede i sit inderste væsen ville han have opnået at komme i fuld harmonisk samklang med Gud og Guds Vilje, og efterhånden som han havde indlevet sig i messiastanken, ville hans fremtræden være blevet præget af en så Guddommelig styrke og fasthed, at han under udøvelsen af sin opgaves sidste del, ville have sejret over mørkets indflydelse, så at døden på korset var undgået, til trods for at mørket på et tidligere tidspunkt havde hindret ham i at erindre "Bønnen for den faldne Broder". Jesu faste tro på, at  h a n  og ingen anden var messias, skulle have været basis for den anden del af hans mission, og kulminationspunktet for hans åndelige modenhed som reformator og religionsstifter ville være nået i det øjeblik, hvor han fuldt og helt hengav sig til troen på messiastankens sandhed.  Gud valgte at minde Jesus om "Bønnen for den faldne Broder", i det øjeblik denne fristede Jesus hårdest ved sit forsøg på at indgive ham hovmodige tanker om den gerning, der var betroet ham blandt menneskene.     Jesu kærlighed til og medlidenhed med menneskeheden havde altså på det tidspunkt nået Kulminationspunktet. Han stod da højt ophøjet i sin Kærligheds og Medlidenheds hele fylde ved indgangen til sin gerning, stolende på Guds Hjælp, og i den faste tro, at han ved sit vidnesbyrd om Guds uendelige Kærlighed og Barmhjertighed, kunne lære menneskene at elske hverandre, at leve i indbyrdes fred og forståelse under den Højestes Ledelse. (vml s. 209)

Kulminationspunktet

"Da de Yngste ofte var splittede i deres væsen og vaklende i deres optræden, kan det skyldes at deres endnu ikke fuldtud sammensmeltede Tankes og Viljes kamp mod det i Egoet værende og mod det fra de jordiske omgivelser kommende Mørke”. SOS s.100

"Grundlaget for Kærligheden mellem dualer, må langsomt udvikles igennem de mange inkarnationer, i hvilke de på forskellig måde lærer at forstå hinanden og at elske hinanden”. SOS s. 40

Dualer

Gud skabte dem to og to, et mandligt og et kvindeligt væsen, bestemte til i al evighed at udfylde og supplere hinanden. Som følge af den Guddommelige Tankes og Viljes harmoniske forening, der udløstes i Guds og de tolv Hjælperes emanation, indebærer Gud og Hans Hjælpere, såvel et mandligt som et kvindeligt princip i deres væsen; men for i al evighed at bevare den dualistiske tiltrækning, skabte Gud sine børn som mand og som kvinde. Hver især indebærer i sit eget væsen både Tanke og Vilje. Dog er hos den mandlige part  V i l j e n  den fremherskende, hos den kvindelige derimod  T a n k e n .  Den kvindelige parts Tanke- og Følelsesliv er rigere, dybere og mere intuitivt end den mandliges; men hendes tankeopbygning er ikke så stringent som hans, da hun kun i ringe grad besidder den mandlige viljes evne til at fremdrage, fastholde og frugtbargøre de konstant skiftende tankebilleder. (Dette gælder ligeledes menneskenes åndelige individualitet). Hos Gud og Hans Hjælpere er hos hver enkelt Tanken og Viljen ligevægtig — af ensartet styrke; men Guds Tanke og Vilje står selvfølgelig uendelig højt over Hans Hjælperes. Dualernes følelsesliv ligner hinandens , deres Tanke og Vilje supplerer hinanden. Et samliv i lighed med det jordiske mellem disse mandlige og kvindelige væsener findes ikke, selv om de momentvis, ved Tanke og Vilje, forenes i en højere forstand. (vml s.150-151)   Da Gud ønskede at skabe sine børn som Dualer, d. v. s.: som to og to samhørende enkeltvæsener, der, som udtryk for Urtankens og Urviljens henholdsvis kvindelige og mandlige princip, skulle udfylde og supplere hinandens åndelige væsen, men hver især dog være begavet med Tanke og Vilje, måtte Han gå til sit skaberværk efter en nøje forud lagt plan. De Tanke- og Viljedele, som Gud ville knytte til sine børn, og ved hjælp af hvilke disse skulle blive selvstændige personligheder, måtte Han derfor, idet Han uddrog dem af sin egen – til et fast, harmonisk Hele sammensmeltede – Urtanke og Urvilje, løse fra hinanden, så at de fremtrådte som een Tankedel og een Viljedel. For såfremt Gud ved skabelsen af sine børn – som åndelige individualiteter – havde givet hver individualitet en gnist af sin egen fast sammensmeltede Urtanke og Urvilje, var Hans børn i åndelig henseende blevet  m a n d - k v i n d e  væsener i lighed med Ham selv og med Hans Tjenere. Og da havde deres lyspersonligheder i al evighed været upåvirkelige af mørkets udstrålinger. Men da var de også i al evighed forblevet umyndige skabninger uden nogen som helst udsigt til fuldtud at blive viljefaste og selvstændig tankeskabende intelligenser – fordi de intet kendskab ville have til mørkets udstrålinger, egenskaber og kræfter, således som Guds Tjenere havde. For disse var – som Tanker i Guds Tanke og som Viljer i Guds Vilje – medlevende og medvirkende i Hans kamp ud af mørket. Og derfor gav Gud alle sine børn – både de først skabte og de senere tilkommende menneskeånder – en absolut fri Tanke og en absolut fri Vilje. D. v. s.: de Dele, af den sammenhængende og sammensmeltede Urtanke og Urvilje, som Gud gav sine børn, blev, idet Han skabte disse, skilt fra hinanden og givet som een Tankedel og een Viljedel. Hos den mandlige Dualpart var Viljedelen s t ø r r e end Tankedelen og vice versa for den kvindelige parts vedkommende. (sos s.94) Da Gud begyndte at skabe åndelige væsener, der skulle knyttes til de Ældstes skabninger – Menneskene – benyttede Han samme fremgangsmåde, som den, der anvendtes ved de Ældstes og de Yngstes skabelse. Men da disse væsener straks skulle begynde livet i en mørkeverden, måtte Gud give dem en langt mindre Tanke- og Viljedel, end de først skabte børn var begavet med. Dette blev gjort, for at mørkets udstrålinger ikke skulle have for store områder at virke på og virke med. Dog var og er de givne Tanke- og Viljedele selvfølgelig fra første færd: Guddommeligt Lys. (sos s.99) For at danne en ubrydelig samhørighed mellem de mandlige og de kvindelige Dualer, knyttede Gud ligeledes et Bånd mellem hvert samhørende par. Disse Bånd mellem Tanke og Vilje, mellem den mandlige og den kvindelige Dual, er spundet af Lysets åndelig-æteriske substans og derfor usynlige, ikke alene i den jordiske verden, men også i de sfæriske og i de åndelige, fuldkomne Lysverdener. Således udrustede og således værnede skabte Gud sine børn til et liv i selvstændighed og til en i al evighed fortsat udvikling. Men hver enkelt individualitet skal, igennem en fremadskridende udvikling nå til et vist kulminationspunkt. Og når dette er sket, er individet upåvirkeligt af mørkets udstrålinger.          Men foruden denne sammensmeltning af hver enkelt Ånds Tanke- og Viljedel, skal de parvis samhørende Dualer ligeledes gennem en gradvis udvikling, nå til en fuldkommen afbalancering af hinandens Tanke- og Viljeliv. (sos s.95) Gud skabte alle sine børn som dualer, idet den mandlige part er udtryk for Urviljens princip, ligesom den kvindelige part er udtryk for Urtankens princip. Disse dualer er indbyrdes forbundet ved et åndeligt-æterisk Bånd, der elimineres i den stund, da dualerne udviser en fuldkommen afbalancering af hinandens Tanke- og Viljeliv.  Ved Skabelsen gav og giver Gud også alle sine børn en individuel Tanke og Vilje – for de først skabtes vedkommende gav Han – en større – og for menneskeåndernes vedkommende gav og giver Han – en mindre gnist af sin egen fast og harmonisk sammensmeltede Urtanke og Urvilje. (sos s.101) Fra det øjeblik da Gud begyndte at levendegøre menneskesjælene (skyggerne), skabte Han dem i lighed med sine første børn, to og to, mand og kvinde, så at de, når de har tilendebragt alle deres vandringsstadier og er nået til Guds Rige, vil tilhøre hinanden for tid og evighed. Hver beholder sin individualitet, er to — men dog een, idet de bestandig vil være hinandens genspejling. Hvor det kan lade sig gøre, ledsager den mandlige og kvindelige menneske-dual hinanden i deres jordiske tilværelser, som mand og hustru, broder og søster, eller som andre nære slægtninge. Men ikke altid lykkes det for dem at genfinde eller at forstå hinanden under de jordiske forhold. Enhver menneskeånd har, som Guds øvrige børn, af Ham modtaget sit Åndelegemes præg, hvilket dog først ses i dets fulde skønhed, når målet, Guds Rige, er nået. (vml s.171) Efter som menneskeånden stiger i åndelig modenhed, vil Dualkærligheden blive mere og mere forståelig for dem. Dog vil ingen menneskeånd fuldtud kunne fatte den, førend de jordiske inkarnationer er endt. For Dualkærligheden mellem menneskeånder kan først udfoldes i fuldendt skøn harmoni under det åndelige samliv på kloderne i de fjerne stjerneuniverser. Men for at kunne forstå dette, må det erindres: at Guds først skabte børn – de Ældste og de Yngste – blev skabt som langt større åndelige individualiteter end menneskeånderne. Derfor var det Bånd, Kærlighedsbåndet, der knytter den mandlige og kvindelige part til hinanden, allerede ved Dualparrenes skabelse meget stærkt udviklet. Men når Gud skaber menneskeånder, da er disse Dualånder kun svage lysåndelige »Gnister« af Guds Væsen, hvorfor Kærlighedsbåndet imellem dem kun er meget svagt. Men de par, der skabes samtidig, vil altid og til evige tider høre sammen, intet kan adskille dem. Og Båndet imellem dem bliver stærkere og stærkere, alt som parrenes åndelige udvikling skrider frem. Da menneskeånderne i åndelig udvikling endnu står så uendelig langt tilbage for de Yngste, vil de i jordelivene absolut ikke hverken kunne  f ø l e  eller  f o r s t å  den Dualkærlighed, som hersker blandt disse sidste. (sos s.56-57) Grundlaget for Kærligheden mellem dualer, må langsomt udvikles igennem de mange inkarnationer, i hvilke de på forskellig måde lærer at forstå hinanden og at elske hinanden. (sos s.40) Kun Kærligheden til ens eget »Jeg« kan overfor mennesker stå som forbillede på "Kærligheden til Næsten". Kan mennesker blot lære: aldrig at gøre andet mod andre, end hvad de ønsker at andre skal gøre mod dem, da var i sandhed meget vundet. Ja, kan mennesker lære at vise deres medmennesker samme medlidende, deltagende, barmhjertighedsfulde Kærlighed, som de selv ønsker at modtage, når sygdom, sorg, åndelige lidelser eller fattigdom hjemsøger dem, da ville næstekærligheden snart vinde indpas og forståelse blandt alle. (sos s.57) Efter de fysiske inkarnationer, træder den løste Ånd, renset og lutret, ind til en videre udvikling på Lysets Kloder. Denne udvikling sker i samliv med Dualen. To og to vandrer menneskeånderne – fra Lysklode til Lysklode – frem imod deres Faders Hjem og Rige. Den ene part – den mandlige – i sit væsen repræsenterende: „Viljen“, den anden part – den kvindelige – repræsenterende: „Tanken“, skal i dette nære samliv nå frem til at blive en fuldkommen afspejling af hinandens Tanke- og Viljeliv. Mere og mere nærmer dualerne sig hinanden i Tanke-, Følelses- og Viljelivet. Mere og mere bliver de en ren og klar afspejling af hinandens væsen, medens de samtidig bevarer deres egen – gennem jordelivene fast sammensmeltede Tanke og Vilje. Og når dualernes fuldkomne afbalancering er nået, da elimineres Båndet dem imellem – og de indtræder i Guds Rige, og deres Fader vil da modtage sine børn og hilse dem velkommen ud fra sin dybe, sin rige Faderkærlighed. (sos s.100) ———————————————— På det tidspunkt, da Gud stillede sine først skabte børn overfor mørket, var dualparrene endnu ikke nået til at blive en fuldkommen genspejling af hinandens væsen. D. v. s.: hvert enkelt par, for den mandlige part  som „Viljen“ og for den kvindelige part som „Tanken“, var endnu ikke fuldtud afbalancerede. Men i det øjeblik, da nogle af de kvindelige dualer bukkede under for den mørketanke: at de i kraft af deres viden måtte være selvskrevne til at blive ledere for de endnu uskabte Lysvæsener, og deres mandlige dualer gav deres tilslutning til denne tankeforestilling; f u l d e n d t e s afbalanceringen dem imellem.   Og i den Stund, da Gud – på et langt senere Tidspunkt – henvendte sig til de ikke faldne af sine børn med en anmodning om deres hjælp ved ledelsen af de faldnes skabninger – Menneskene – og den ældste af de Yngstes kvindelige Dual, gennem sit ønske: at bringe denne hjælp, påvirkede den ældste af de Yngste til at træde frem med sit tilbud, skete afbalanceringen for deres vedkommende. Da alle de øvrige af de Yngste derefter sluttede sig til disse to, indtrådte den samme væsens-afbalancering for deres vedkommende. Denne således indtrådte afbalancering af disse i åndelig henseende mandlige og kvindelige dualers væsen – både for de Ældstes og for de Yngstes vedkommende – vil aldrig i al evighed kunne løses: de er og bliver i al evighed en afspejling af hinandens Tanke- og Viljeliv. Og i samme stund afbalanceringen skete – dette gælder såvel de Ældste som de Yngste – elimineredes det Bånd, der bandt dualparrene til hinanden. Afbalanceringen af Guds først skabte børns dualvæsen skete således længe førend hver enkelt individualitets egen Tanke- og Viljedel var smeltede sammen til en enhed. – Da Gud begyndte at skabe åndelige væsener, der skulle knyttes til de Ældstes skabninger – Menneskene – benyttede Han samme fremgangsmåde, som den, der anvendtes ved de Ældstes og de Yngstes skabelse. Men da disse væsener straks skulle begynde livet i en mørkeverden, måtte Gud give dem en langt mindre Tanke- og Viljedel, end de først skabte børn var begavet med. Dette blev gjort, for at mørkets udstrålinger ikke skulle have for store områder at virke på og virke med. Dog var og er de givne Tanke- og Viljedele selvfølgelig fra første færd: Guddommeligt Lys. (sos s.96-97) Tanken om at yde menneskene den af Gud ønskede hjælp vågnede  f ø r s t  hos den ældste af de Yngstes kvindelige Dual, men den blev, i det øjeblik da hun fattede medlidenhed med menneskeheden, grebet af den mandlige, idet han ved  s i n  V i l j e  gjorde hendes tanke til handling og trådte frem med det tilbud: at støtte og lede menneskene. Ved denne sin frivillige handling gav han sin duals Tanke liv, men derved påtog  h a n  sig  ligeså ansvaret for dens videre udførelse. (vml s.165-166) Endogså den gamle myte om Adam og Eva bringer, til trods for dens rent menneskelige iklædning, noget af sandheden. En af de Yngste har i sin jordiske tilværelse forsøgt gennem den at give menneskene en forklaring på deres oprindelse: Adam og Eva er således sindbilleder på den Ældste og hans kvindelige Dual. (vml s.306) Den gamle bibelske myte om Adam og Eva i paradisets Have står tilsyneladende også som et symbol på det menneskelige monogame samliv. Denne myte stammer oprindelig fra en af de Yngste, som i jordelivet forsøgte at give en billedlig fremstilling af »Dualbegrebet«, af Mørket og Lyset, af Guds først skabte børns liv i Guds Rige – samt af de Ældstes fald og passer således i realiteten på Guds først skabte børns dualforhold til hinanden, men den passer absolut ikke på de menneskelige ægteskabelige forhold. Derfor har den ingen som helst berettigelse til at anvendes i forbindelse med mennesker, undtagen hvor det gælder menneskeåndens Dualitet. For i de allerfleste tilfælde har Gud intet at gøre med de indgåede ægteskaber. Gud kræver ikke af menneskene, at de skal indgå ægtepagt med det eller det særlige medmenneske. I dette valg står enhver fuldkommen frit, der foreligger absolut ikke en bestemt udvælgelse fra Guds side i dette spørgsmål. (sos s.103)

"Efter som de gentagne inkarnationer forøger denne modstandsevne, vil der skabes en virksom reaktion mod Mørket. Viljen vågner til initiativ i lysets retning, og langsomt påvirkes Tanken til at følge den af Viljen givne retning – Selvudrensningen begynder =  d e  i n d s u g e d e  Mørkekomplekser elimineres, efterhånden som det åndelige Ego overvinder det onde, slette og syndige i sit væsen". SOS s.99

Da Gud lovede nogle af sine faldne børn at tage sig af menneskeheden, d.v.s.:give ethvert menneske Tanke og Vilje – måtte Han yderligere give disse – i åndelig henseende – svage, uudviklede individualiteter en legemlig iklædning til brug for opholdet i Sfærerne mellem inkarnationerne. Gud formede da af Lysets Materie en smidig og elastisk substans, med hvilken Han beklædte de åndelige individualiteter, idet Han samtidig gav hvert enkelt Lyslegeme en plastisk form. Ligesom forbilledet for blomsten er skjult i frøets kim, således skjuler Gud i denne plastiske form et æterisk »Noget«, der er mere end et forbillede for egoets sande legemlige iklædning. En iklædning, der først træder synlig frem i den stund, da det åndelige Ego for stedse løses fra de jordiske genfødsler. Denne legemliggørelse af Tanke og Vilje er bestandig gået forud for hver »ny Ånds« indtræden i den jordiske verden. Og hver eneste Ånd bærer derfor i det synlige legeme et usynligt æterisk forbillede for sin sande skikkelse. Gud præger således i det skjulte sit barn til evighedslivet i Faderhjemmet. (sos s.55) Den form, det præg, som Åndelegemets plastiske substans har modtaget ved det tilsvarende menneskelige legemes fødsel, kan ikke ændres, førend en ny genfødsel = en ny inkarnation indtræder, da først sker der en ændring både for det åndelige Egos og det menneskelige legemes vedkommende. Denne ændring fremkommer gennem den slægtsarv, som den genfødte Ånd modtager – såvel i åndelig som i legemlig henseende – fra forældrene og fra deres forfædre. (sos s.60) Således sendte Gud den nyskabte Ånd til den første menneskelige iklædning som en absolut »ren« Lysskabning, som et ægte barn af Guds eget Væsen. Men disse rene åndelige skabninger bandtes og bindes til urene mørkelegemer. Og da menneskelegemet fra dets Skabers Hånd er formet og skabt i et dobbelt materiale – det astrale og det molekylare mørke – og da den til legemet knyttede Ånd står i en direkte forbindelse både med dette legemes astrale og dets fysiske (molekylare) hjerne, kan Ånden – Egoet – påvirkes både »indefra« og »udefra« ved hjælp af det »livgivende Bånd«. - Indefra, d. v. s.: gennem den astrale hjerne, påvirkes Egoets psykiske hjerne = Tanke og Vilje af det i denne beholder ophobede og opsummerede Lys- eller Mørkemateriale = åndelig slægtsarv. - Udefra, d. v. s.: gennem den fysiske (molekylare) hjerne, påvirkes Egoet af de mørkehobe eller lysstrømme, der findes på de steder, hvor mennesket opholder sig. Men for at Guds Lysskabning ikke skal overlades til sig selv på dens vanskelige vandringer i den menneskelige verden, følges barnet – som ofte forklaret – af en Skytsånd = menneskets Samvittighed. Med Kærlighed, Nænsomhed, Tålmodighed og Omhu våger Skytsånden over sin myndling og søger på alle måder at støtte, vejlede og retlede barnets vaklende, usikre skridt i den jordiske mørkeverden. Hvis mennesket – som åndelig personlighed – fra første færd og til alle tider i livets forskellige forhold ikke alene ville lytte til, men også følge Samvittighedens vejledning, ville den til menneskelegemet bundne Ånd efter hver inkarnations ophør, vende tilbage til sit Sfærehjem ligeså ren i Tanke, Sind og Vilje, som den var, da den sendtes til sin første inkarnation. Men den nyskabte Ånds Tanke- og Viljedel er hver især kun som en svag, ulmende glød sammenlignet med Guds »flammende« Tanke og Vilje. Og i stedet for at følge den altid årvågne Samvittigheds tilskyndelser lader Egoet sig påvirke både af de indefra – fra den astrale hjerne – og af de udefra – gennem den fysiske hjerne – kommende mørkeindskydelser, tankeforestillinger og tankebilleder. Gennem det »livgivende Bånd« indsuger Ånden i sin Tanke og Vilje det indre og det ydre mørke, der i disse afsættes som mørkekomplekser. Men igennem de således modtagne mørkekomplekser fjernes Egoets Tanke og Vilje fra hinanden, d. v. s.: Båndet dem imellem slappes . Og ved Hjælp af de indsugede mørkekomplekser skabes også hos menneskeånden virksomme områder for mørkets nedaddragende, forvrængende, splittende og ødelæggende udstrålinger, evner og kræfter. Viljen bliver rede til at drage Tanken i retning af synd, ondskab, slethed og ugerninger, og Tanken lader sig drage i den af Viljen bestemte retning. (sos s.67-68) Efter som de gentagne inkarnationer forøger denne modstandsevne, -lyst og -kraft, vil der skabes en virksom reaktion mod mørket. Viljen vågner til initiativ i Lysets retning, og langsomt påvirkes Tanken til at følge den af Viljen givne retning – selvudrensningen begynder =   d e   i n d s u g e d e   mørkekomplekser elimineres, efterhånden som Egoet overvinder det onde, slette og syndige i sit væsen. Og igennem de stedse fremadskridende jordeliv vil det tidspunkt engang indtræde, da Tankens og Viljens – mod hinanden – fremadglidende bevægelse vil resultere i en sammensmeltning. Som regel bliver den inkarnation, i hvilken dette sker, den pågældende Ånds sidste. For når alle mørkekomplekser er eliminerede, så at Tanke og Vilje danner en fast enhed, har Mørket intet at arbejde med. (sos s.99) Men bliver det først fuldtud forstået, hvad den frie Vilje og hvad ansvaret betyder for hver enkelt, da vil mennesket udvise langt større påpasselighed i alle livets forhold. Da vil man ikke vente på: at næsten skal forbedre sig, for så muligvis at efterligne ham. Nej, Egoet vil da begynde med at forbedre sig selv, vil søge at blive et lysende forbillede for næsten og håbe: at han vil følge det givne eksempel. Således burde det være – og således vil det engang blive, når menneskene fuldtud har tilegnet sig den spirituelle og etiske lære, som gives i „Vandrer mod Lyset“. (sos s.53) Det “psykisk-underbevidste“, dvs. alt det, som Egoet opbevarer i den psykiske hjerne, og som skyldes den dagklare personligheds liv og færden i den foreliggende inkarnation. Alle begivenheder fra den tidligste barnealder, al skole-, universitets- eller anden lærdom, som den pågældende Ånd har tilegnet sig under den menneskelige tilværelse, hviler som afgrænsede felter i den psykiske hjerne, men alt er indenfor det livgivende Bånds fiberområde. Ligeledes alle gennemtænkte Tanker opbevares dér, men alt hviler i ro, hvis mennesket da ikke har brug for det således opsummerede materiale i det daglige liv. (sos s.117) Jo højere det åndelige Ego er, der er knyttet til det menneskelige legeme, jo klarere og mere fastbyggede er dets tankebilleder — eller fantomer; men i de allerfleste tilfælde udformer eller færdigformer menneskene ikke deres tanker til fuldkommenhed, hvorfor det, der fremkommer eller frembringes i det åndelig-astrale materiale, som oftest kun ligner løse, udflydende og farveløse tågeskitser. Enhver forfatter, maler, billedhugger, eventyrdigter o.s.v., der ved hjælp af de i den jordiske verden brugbare materialer vil omsætte sine tanker, så at de på en eller anden måde kan sanses og opfattes af deres medmennesker, danner eller skaber, bevidst eller ubevidst, i tanken et eller flere billeder af det, som de ønsker at gøre tilgængeligt for sansning. (vml s.292) Dog i et mindre påpasseligt øjeblik, da Viljen er optaget af andet arbejde, bryder det bortgemte ind i "ledningen" og frem til den fysiske hjerne. Igen må Viljen trænge det tilbage i ubemærketheden, hvis mennesket da ikke søger til bunds i sagen og – igennem et ihærdigt tankearbejde frigør “Tanken" for de mørkeudstrålende komplekser. Er dette sket, skabes der ro i sindet, de psykiske Hjernecentre hviler, til Egoet ved en viljesakt igen kalder dem frem til liv, eller de hviler til den stund, da Ånden – Jeget – efter legemets død skal gøre regnskab for sit tilbagelagte jordeliv. Men når mørket – under jordelivet – er udrenset af de engang tilbagetrængte komplekser, da volder disse ikke individet sorg, smerte eller skam, når regnskabet skal opgøres overfor Gud.Thi da er der kun en rolig indadskuende erindring tilbage. (sos s.119) Men står individet – hvad langt de fleste mennesker gør – på et i åndelig henseende lavere og lavt udviklingstrin, bliver Gud så fjern, så utilnærmelig for det, at det intet fatter af Hans rige, dybe, uendelige og faderlige Kærlighed. Gud omgives da med en tåget glorie af mystik og hellighed. Han bliver vilkårlig i sine handlinger, ubestemmelig og uberegnelig i sit skjulte og ufattelige væsen; Hans personlighed opløses til intet og afløses af et uvirkeligt “Noget" – kort sagt – Mennesket begriber Ham ikke! Og resultatet bliver da: Gudsfrygten i dens allerværste form, nemlig trællesindet. Eller også afstumpes Egoets følelser i religiøs henseende, det bliver indifferent overfor Tanken, forestillingen om Guds tilværelse eller ikke-tilværelse.       (sos s.109) Når der fra oversanselig side skal gives svar på så vanskelige og så vigtige problemer, som ovenstående spørgsmål indebærer, er det ikke let – i et jordisk sprog – på en fuldkommen og fuldtud forståelig måde at skille abstraktioner fra realiteter. Derfor vil de anvendte ord, udtryk eller billeder ikke altid nøje kunne dække virkeligheden og sandheden i det, der skal forklares. F. Eks. siges der her i denne afhandling: at Gud for at Hans børn ikke skulle miste den til Egoets psykiske hjerne givne Tanke- eller Viljedel, forbandt disse dele med et Bånd. Her må ingen tænke sig den mulighed: at Tanken, eventuelt Viljen, på en eller anden mystisk måde vil kunne forsvinde – f. Eks. elimineres af mørket – fra Egoets psykiske hjerne; For noget sådant kan aldrig nogensinde ske! Det, der siges, er et billede på: at Gud for at hjælpe sine børn og for at lette den indbyrdes tiltræknings-korrespondance mellem den individuelle Tanke og Vilje, bandt disse sammen, d. v. s.: forstærkede den indbyrdes tiltrækningsevne. (sos s.101-102)

Ego

Lysvejen og Barrieren

Sfærerne

"Efter at Gud havde givet sine faldne børn det løfte at tage sig af menneskene, dannede Han seks astrale verdener — Opholdssteder — om jorden; disse verdener lagdes som seks Sfærer  uden om det ødelagte rige. Den inderste Sfære var mørkest, dog meget lysere end de Ældstes af mørket forurenede og formørkede verden, den næste noget lysere end den første, og så fremdeles til den yderste og sjette Sfære, der blev dannet af Lysets hastige æteriske svingninger".  vml s.279

Helvedessfæren - d. Ødelagte Rige

Sfærerne, mfl.

Lysbølgen

Lysomhyldningen og Lysæteren

Lysæteren er et stort kredsløb. Lysæteren opsuger og eliminerer det afpolariserede mørke.  Hvis klodens æteriske Lysomhylning ikke havde været stærk nok til at fiksere mørket, havde Lyset aldrig kunnet få nogen som helst indflydelse på det af de Ældste udskilte mørke; Jordkloden var da, hvis den ikke var blevet splittet ad og opløst, fuldstændig kommet i mørkets Vold, idet den æteriske Lysomhylning, der ikke kan elimineres af mørket, var blevet suget tilbage af Lysæteren; i hvilket tilfælde Gud kun havde haft een eneste udvej til atter at bringe orden i den skete ødelæggelse, i kraft af sin Vilje at opløse og bortslette jordkloden, det ødelagte rige og sine ældste faldne børn; for på grund af Lysæterens tilbagesugning af det ødelagte riges og jordklodens æteriske Lysudstråling ville det af mørket erobrede felt fuldstændig være afskåret fra al videre forbindelse med Lyset. Men da Gud har givet alle sine børn en fri Vilje og derved begrænset sin magt over dem, kunne Han ikke, uden at bryde det givne løfte, tilintetgøre de Ældste, hvor dybt de end var faldne, hvorfor denne udvej til at oprette det stedfundne fald og den skete ødelæggelse aldrig kunne realiseres, da Gud, såfremt Han havde udslettet de Ældste af tilværelsen, måtte have gjort det i m o d    d e r e s  Ø n s k e  o g  V i l j e . I sin Alvidenhed havde Gud forudset dette, hvorfor Han ved uden om jordkloden at lægge en Lysverden — det af mørket ødelagte rige — dannet af Lysets hastige, æteriske svingninger, tilførte klodens æterisk-astrale omhylning en langt større Lysstyrke, end de øvrige sol- og stjernekloder samt planeter var i besiddelse af. (vml s.248) Disse dyre- og planteformers astrale genparter har en større Lysstyrke end de øvrige. (Sete fra oversanselig side er de svagt farvede, de andre derimod grå eller sorte). Når disse jordiske former og skikkelser destrueres, udskilles det Lys, der er i genparterne, og opsuges dels af Lysomhylningen, dels af Lysæteren; Genparternes mørke opsuges som sædvanlig af mørkehobe. Det mørke, som ved de Ældstes Tanke og Vilje — da de havde forladt Guds Rige — udskiltes af Lysæteren, koncentreredes hovedsagelig om og på jordkloden; men den derved forårsagede ødelæggelse strakte sig viden om og berørte største delen af det stjerneunivers (Mælkevejssystem), der indbefatter jorden. Visse anomalier i det planetsystem, hvortil jorden hører, skyldes således de Ældstes eksperimenteren med mørket, hvorved de opnåede at bringe en del forstyrrelser ind i de af Gud givne love for himmellegemernes regelmæssige baner. Da alle sol- og stjerneklodernes æterisk-astrale Lysomhylning ikke er dannet i lighed med Guds Rige af Lysets hastigste svingninger og heller ikke forstærket ved en yderligere Lys-tilførsel i lighed med jordklodens, var disse omhylninger ikke stærke nok til hverken at frastøde eller fastholde det udskilte mørke, som i store hobe spredtes viden om i jordens stjerneunivers. Dette mørke drev og driver uden ledelse om i Verdensrummet; når det nærmer sig Jorduniversets Kloder, vækkes Polerne i Klodernes bundfældede mørkekerne af den latente tilstand og udfolder en tiltrækkende virksomhed på den stedse nærmere kommende mørkehob; i sammenstødsøjeblikket opstår mægtige katastrofer og anomalier; men gennem katastrofen afpolariseres mørkehoben, hvorefter den kan opsuges og elimineres af Lysæteren. (vml s.275) Naturkatastrofer skyldes hovedsagelig klodens egne mørkeudstrålinger, der tiltrækker de mørkehobe, som i lag af større eller mindre tæthed findes i den jorden omgivende atmosfære. Udslagets voldsomhed afhænger af de to hinanden tiltrækkende og mødende mørkearters substantielle styrke og tæthed. Ved udslaget, der sker i det nu, da klodens udstrålinger mødes med den tiltrukne mørkehob, afpolariseres de to arter af mørke og kan derefter elimineres af Lysæteren. (vml s.280) Jordens glacialtider skyldes Solens formindskede udstrålingsstyrke efter Sammenstød med omkringdrivende mørkehobe; men da strålerne fra solens Lysomhylning og den omgivende Lysæter har elimineret store dele af de ved sammenstødene afpolariserede mørkehobe, er, i de mange årtusinders løb siden da, efterhånden mere normale klimatiske forhold atter indtrådt på jorden. (vml s.254) I det system, hvortil jorden hører, er ikke alle stjernesole og planeter afslyngede eller udslyngede dele af deres centralsole, flere af dem er kloder, som, ved sammenstød med omkringdrivende mørkehobe, er stødt ud af deres baner og derefter tiltrukket og fastholdt af en eller anden større sol. I de tre andre systemer findes ingen løse omkringdrivende mørkehobe; Mørket findes dér bundfældet i klodernes kerne og bliver langsomt elimineret gennem lysæterens store Kredsløb. (vml s.155) Når de jordiske skikkelser, former og genstande destrueres ved død, hensmuldring, opbrænding eller lignende, løses, som tidligere sagt, de astrale genparter; samtidig trækker lysomhylningens udstrålinger sig tilbage og udstøder de fra de fysiske legemer osv. frigivne genparter, som derefter opsuges af de mørkehobe, der til stadighed omgiver jordkloden. Ved denne bestandige udstødning af astrale genparter renses efterhånden klodens æteriske Lysomhylning for det mørke, som ved de Ældstes Fald brød ind over Kloden. Efter som Lysomhylningen renses, stiger dens indflydelse på det jordiske liv; men da det jordiske liv skriver sig fra det mørke, som i sin tid blev fikseret af Lysomhylningen, vil denne ikke blive fuldkommen udrenset, før alt liv på Jorden er ophørt — og dette tidspunkt kendes kun af Gud. Når de mørkeophobninger, som har opsuget de astrale mørkegenparter, på en eller anden måde afpolariseres, f. Eks. ved indbyrdes sammenstød, ved sammenstød med jordens mørkeudstrålinger eller lignende, bliver de opsuget og elimineret af Lysæteren, men ikke af Lysomhylningen. (vml s.277) Begrebet tid er et meget relativt begreb, i høj grad forskelligt for de forskellige væsener og i høj grad forskelligt for de to urkræfters – Lysets og Mørkets – tidsrytme. Muligvis kan der fra oversanselig side kastes et strejflys over dette forhold, men en eksakt forklaring kan ikke gives, da mennesker, selv de mest begavede, ikke kan fatte den inderste kerne af problemet: Lys’ og Mørkes forskelligartede tidsrytme. 1) De to urkræfter Lys og Mørke er naturforskellige, idet Lysets æteriske, åndelige og materielle svingninger er baserede på meget høje svingningstal, hvorimod mørkets tilsvarende svingninger er baserede på meget lave tal i forhold til Lysets. Omslutter Lyset mørket, drages dette frem med Lysets Kredsløb gennem Guds flammende Væsen; men det kan dog aldrig følge med Lysets stærke fremdrift. Det kommer således til at danne en, sig langsomt bevægende, understrøm i Lysæterens hastige frembølgen. Tiden for mørkeæterens bevægelser er således uhyre langsom i forhold til Lysæterens. 2) Er mørket udskilt af Lysæterens indkapsling, bliver dets bevægelse, dets fremdrift endnu langsommere, selv om det polariserede mørkes svingninger gennemgående er højere end det afpolariseredes. (vml s.76) Da det mørke, der var indesluttet i disse laveste Lyssvingninger, aldeles ikke kunne følge med i den roterende Æter, men stadig sank mere og mere »til Bunds«, samlede det sig til en sammenhængende kerne om centrene, hvorved Æterens laveste Lyssvingninger blev frigivet. Befriet for det hæmmende mørke, fortonede Lysæteren sig, om centrene og mørkekernerne, udad i stedse hastigere svingninger, til modersolenes dannelse var fuldendt. (vml s.49) På grund af Lysomhylningens fiksering af det astrale og det molekylare mørke fremstod alt jordisk liv, alle organiske og uorganiske stoffer som dobbeltheder, så at de former, der alene skyldtes det fikserede materielle mørkes molekylarsvingninger — svingninger med større partikler — antog en tilsyneladende fast konsistens i den jordiske verden, medens disse, set fra den oversanselige verden, blev tågeagtige og uvirkelige; hvorimod de genparter, der formedes af det fikserede astrale mørke — hastigere svingninger med mindre partikler — i forbindelse med den forurenede lysomhylnings nedsatte og dæmpede svingninger antog faste, synlige former og skikkelser, sete fra oversanselig side, men forblev usynlige i den jordiske verden for de senere tilkommende menneskers øjne. (vml s.247) Efterhånden som det afpolariserede mørke fra det ødelagte rige bliver elimineret, vil flere og flere stråler fra den astralt-materielle del af solens Lysomhylning trænge igennem og nå til jorden. Sollyset vil altså langsomt — fra århundred til århundred — stige i klarhed og styrke. Denne langsomt tiltagende klarhed i sollyset vil kunne iagttages fra jorden. (vml s.166-167) Jordklodens æteriske Lysomhylning fastholdt det med jordkernen sammensmeltede mørke; derved sammenknyttedes mørkets hastigere og mindre hastige svingninger, så at mørkets molekylarfrembringelser styrkedes gennem det astrale mørkes noget hastigere svingninger, mindre partikler samt større Kohæsions- og Adhæsionsevne. Men derved skabtes en mulighed for, at Lyset efterhånden kunne få en større ordnende og afbalancerende indflydelse på mørkets molekylar-frembringelser på Jorden, idet molekylernes evne til indbyrdes at fastholde hinanden i den roterende svingningsbevægelse, samt deres evne til indbyrdes vedhængning, f. Eks. ved celleopbygning, blev betydelig styrket gennem Lysomhylningens fiksering og forstærkning af de astrale mørkepartiklers evne til fastholdning og vedhængning. Yderligere skabtes derved en mulighed for, at Lyset, hvor sygelige tilstande — Angreb af mikroorganismer eller andre abnorme tilstande — måtte true med at opløse forbindelsen mellem mørkets molekylarfrembringelser og de astrale genparter, gennem sin stærke livsenergi, fastholdnings- og vedhængningskraft, kunne modvirke eller standse den begyndende adskillelse. Dog ikke så faste i deres konsistens som det, der frembringes af Lysets  svingninger f. Eks. i de højere sfærer. Da de Ældste er bragt til lyskloder, og da deres Tanke og Vilje i årmillioners årmillioner kun har evnet at beherske mørkets kræfter – men ikke Lysets, kan de ikke i kraft af deres Tanke og Vilje komme igennem Lysæteren, der omgiver deres opholdssteder, selv om de langt tilbage i tiden var i stand til at bevæge sig gennem denne Lysæter. (De tænker heller ikke på at gøre noget forsøg i den retning). Ved denne foranstaltning: at anbringe de Ældste på lyskloder, hjælper Gud således både dem og menneskeheden. (sos s.81) Lysets Ånder sender ved Tanken deres meddelelser, påmindelser, advarsler, m. m. gennem Lysæterens bølger, så at de kan opfanges af menneskers psykiske hjerne. Ligesom der ved radioudsendelser anvendes forskellige »Bølgelængder«, således anvender også Lysets Ånder kortere eller længere bølger inden for Lysæteren, idet de nøje afstemmer deres Tankes Vibrationer efter de Æterbølger, som det pågældende menneske, de ønsker at komme i forbindelse med, kan opfange med sin psykiske hjerne.Tilmed da den jordiske radiofoni har sit udspring i den »åndelige Radiofoni«, og derfor kun er en efterligning, en afglans af denne. – Heller ikke burde nogen tvivle om, at en »åndelig« forbindelse kan være ren og skøn uden indvirkning fra mørkets side, vel at mærke: når afsenderens og modtagerens psykiske hjerne giver ensartede udslag på samme bølgelængde i Lysæteren. Al inspiration og intuition hører ind under den »åndelige Radiofonis« område, men både Mørke- og Lysæterens bølger kan anvendes, henholdsvis af mørkets eller af Lysets Ånder. (sos s.11-12) Sålænge det fysiske legeme er i vækst, og sålænge stofskiftet foregår hurtigt, tiltrænger legemet megen søvn, for at det gennem de indsugede Lysstrømme (fra jordens Lysomhylning og Lysæteren) kan udvikles sundt og harmonisk. Når væksten er standset og stofskiftet er trægere, kan det udvoksede og det ældede legeme ikke indsuge Lysstrømmene i samme mængde som tidligere, hvorfor mennesket kan nøjes med mindre søvn, jo ældre det bliver. Dog burde et tidsrum på ca. 6 timer være minimum, da en utilstrækkelig søvn for tidlig kan svække det aldrende legeme, når det ikke er i besiddelse af et overmål af sundhed. (vml s.271) Til glæde for menneskene og for at de ikke i for høj grad skal savne de rent jordiske forhold, har Gud efterhånden dannet en del dyreskikkelser, f. Eks. Fugle, Heste, Hunde, Katte o. s. v. Disse dyr er dog ikke astrale genparter af de jordiske, men Tankeformer uden evigtvarende liv. Når derfor sfærernes rolle som åndernes midlertidige opholdssteder er udspillet, bortslettes disse dyreskikkelser og tankebilleder—Væsener og Genstande, der ikke konstant fastholdes i og af Guds Tanke, men kun for en tid, og derfor ikke kan have evigt liv; ved Guds Vilje drages de tilbage af den materie, hvoraf Han har dannet dem, opløses og vender tilbage til den oprindelige form — Lysæteren. Men så længe som Sfærerne eksisterer, vil menneskeånderne altid dér finde gengivelser af de dyr, som hver især satte mest pris på under jordelivet. Og da Gud danner disse dyreskikkelser i nøje lighed med de jordiske forbilleder, vil enhver genfinde sin Yndlingshest, -Hund, -Kat, -Fugl o. s. v. (vml s.268) Lourdeskildens helbredende vand er meget benyttet; det skal imidlertid siges, at helbredelserne ikke a l e n e skyldes de radioaktive udstrålinger, men i mange tilfælde også de syges selvsuggestion. Deres ofte sikre tro på helbredelse, samt de inderlige bønner og forbønner om hjælp, der bønhøres af Gud, drager Lysæterens helbredende stråler til de syge, hvorved de helt eller delvis opnår den ønskede helbredelse. Selv om der rettes bønner om forbøn til jomfru Maria, bliver de bønhørte af Gud, når der bedes med inderlig tillid og styrke. Men kun et mindretal af legemets sygdomme kan helbredes på denne måde; og ikke alle meddelelser om helbredelse, der er opnået ved kilden, er i overensstemmelse med sandheden. Også gennem legemets sygdomme tvinges mørket til at være behjælpeligt med den almindelige afbalancering. Ved det akutte sygdomsudbrud befries den syge for mørkeophobninger (belastninger, kim, bakterier og lign.), som truer med at tilintetgøre legemet. Helbredelsen, der blandt andet skyldes Lysomhylningens og Lysæterens helbredende indflydelse, gengiver legemet på ny den mistede sundhed; det opsummerede mørke er destrueret og balancen derved genoprettet. (vml s.275-286) Men da Æteren (Lyset og det deri bundfældede Mørke) gennemstrømmer og gennemtrænger hele verdensrummet og dermed samtlige kloder i universerne, vil klodernes mørkere kerne gradvis svinde, efter som Lysbølgerne i deres kredsløb fører mere og mere bort til lutring gennem Guds Flammevæsen. (vml s.242) Da det astrale mørke dannede et fastsammenhængende hele med Lysomhylningen, formåede de Ældste ikke at skille det ud, hvorfor det materiale, som de arbejdede med, tog sig ud, som om det var dobbelt, skønt det var sammensat af tre bestanddele: Lysomhylningen + det astrale og det molekylare Mørke. (vml s.267) Den astrale hjernes evne til at fastholde de værdier, de indtryk, der modtages gennem den fysiske hjerne, er således betinget af jordklodens Lysomhylning, der fastholder det astrale mørke. Selv om den fysiske og den astrale hjernes celler destrueres, kan den astrale celles inderste basis ikke ødelægges, da den er opstået gennem Lysomhylningens udstrålinger, der ikke kan destrueres. Først når det jordiske legeme er dødt, trækker Lysets udstrålinger sig tilbage. Det jordiske Livs uafladelige kampe bort fra mørket frem imod Lyset skyldes først og fremmest jordens æteriske Lysomhylning, der ved sin fiksering af det ved de Ældstes fald udskilte mørke blev i stand til at influere på mørkets jordisk-materielle frembringelser, samt til, i kraft af den styrke, som Gud havde koncentreret i dens udstrålinger, at drage mørkets kaotiske liv og forvrængede livsformer ind under mere lovordnede forhold. Derfor blev det jordiske liv, således som det viser sig for menneskene, en stadig kamp fra livsmulighed til livsvirkelighed, en tilværelse, som på grund af den ringe livsvarighed, der er beskåret mørkets materielle frembringelser, idelig hjemsøges af hensygning, bortvisning, død og destruktion; en kamp og et kredsløb, der vil vedvare, lige så længe som der findes betingelser for liv på jorden. Selv om solens rolle som jordens fysiske Lys- og varmekilde ikke må underkendes, men bestandig må tages med i betragtning, hvor det gælder livet på jorden, ville solstrålerne, hvis den æteriske Lysomhylning (Jordens Sjæl eller Psyke) ikke fandtes, ingen sinde kunne have fremkaldt den rigdom af livsformer, der findes på kloden, lige så lidt som de ville have været i stand til at udøve en indgående lovordnende indflydelse på det bestående ud over den større eller mindre indflydelse, der betinges af og fremkommer ved klodens forskellige stillinger til solen og jordegnenes fjernere eller nærmere beliggenhed ved ækvator. (vml s.254) Men da Gud, i kraft af sin Vilje, uden om jorden har dannet en æterisk Lysomhylning, understøtter og forstærker den ved sin energiudstråling de solstråler, som gennem de atmosfæriske lag kommer kloden til gode, så at disse strålers indflydelse på det jordiske liv derigennem får en større og mere værdifuld betydning. Da Solen i høj grad er angrebet af de mange sammenstød med mørkehobe, der drev og driver om i verdensrummet, er d e Soludstrålinger, som gennem de atmosfæriske lag når til jordkloden, ikke af ensartet styrke, fordi strålerne fra de angrebne partier er af en langt ringere styrkegrad end de øvrige, hvilket influerer på de meteorologiske og klimatiske forhold. Jordens glacialtider skyldes solens formindskede udstrålingsstyrke efter sammenstød med omkringdrivende mørkehobe; men da strålerne fra solens Lysomhylning og den omgivende Lysæter har elimineret store dele af de ved sammenstødene afpolariserede mørkehobe, er, i de mange årtusinders løb siden da, efterhånden mere normale klimatiske forhold atter indtrådt på jorden. Lysomhylningen er også et samlende Medium for de solstråler, som når til jordkloden. Såfremt Omhylningen ikke fandtes, ville solstrålerne brydes under deres passage gennem jordens atmosfæriske lag og vise sig brudte og spredte for de jordiske øjne. Da nu Omhylningen ikke alene omslutter hele kloden, men også har fikseret det mørke, hvis astrale og molekylare svingninger de jordiske legemer og de jordiske former skylder deres tilværelse, viser alle lysende legemer og Lysgivere sig, ligesom sollyset, hver især, med en samlet ensfarvet Lysudstråling. Efter som selve Omhylningen renses for mørke, hvilket sker ganske overordentlig langsomt, vil den bedre og bedre blive i stand til at overvinde atmosfærens, vandets, glassets og andre stoffers evne til strålebrydning og farvespredning. Farverne vil efterhånden æteriseres dvs. vil blive renere og klarere for til sidst helt at forsvinde. (vml s.253) Al strålebrydning og spredning vil engang i tiden komme de astronomiske observationsinstrumenter til gode, idet linserne vil kunne forstørres betydeligt, uden at strålebrydningens farvetoner vil genere de astronomiske observationer. Jordklodens æteriske Lysomhylning er det jordiske livs  v i t a l e  E n e r g i  , en fastholdende, bærende, ordnende, samlende, inciterende og fornyende energi, der bestandig udstråler kraft og styrke til det mindste som det største; en energi, der ingen sinde kan tilintetgøres af mørket, og som a l d r i g formindskes, hvor megen kraft den end udstråler. Det jordiske liv er hovedsagelig betinget af den æteriske Lysomhylning, som Gud i sin forudseen dannede om jorden, for at Han, hvis nogle af Hans børn gav sig ind under mørket, atter kunde tilbagevinde dem og deres eventuelle skabelse fra mørkets magt. (vml s.255)

Lysomlyldningen og Lysæteren

"I sin Alvidenhed havde Gud forudset dette, hvorfor Han ved uden om Jordkloden at lægge en Lysverden — dannet af Lysets hastige, æteriske Svingninger, der tilførte Klodens æterisk-astrale Omhylning en langt større Lysstyrke, end de øvrige Sol- og Stjernekloder, samt Planeter var i Besiddelse af ". VML s.248

Helvedsfæren

Helvede = det »ødelagte Rige« uden om jordkloden har eksisteret som en realitet i den oversanselige verden, men det er nu i kraft af Guds Vilje bortslettet for evigt. Det var de diskarnerede Ældste, som opholdt sig i det "ødelagte rige", der, i kraft af deres onde Tanke og Vilje bandt syndefulde menneskeånder til at være deres tjenere og slaver i dette mørkets rige. Og ofte måtte disse syndebundne ånder forblive dér i århundreder – ja længere – før det lykkedes de Yngste at hjælpe dem. (sos. s.86) De Ældste søgte at nyskabe det ødelagte rige; men de formåede det ikke. Tætte tåger og dampe omstyrtede   og tilintetgjorde alt, hvad de søgte at opbygge. Og de var hjemløse i deres ufuldendte boliger. Alt var øde og mørkt. Og der var ingen glæde. (vml. s. 9) Efter at de mange forsøg på at rekonstruere det ødelagte rige ikke gav de Ældste noget positivt resultat, besluttede de at stige ned på jordkloden for at undersøge den dér skete ødelæggelse. (vml. s. 160) Skønt de Ældstes tidligere Lysverden var blevet fuldstændig gennemsyret af det indstrømmende mørke, var de Ældste dog, på grund af deres guddommelige oprindelse, i stand til at skelne i mørket, ligesom alle former i det ødelagte rige var faste og virkelige for dem; hvorimod alt på jordkloden, der var fremkaldt af mørkets molekylarsvingninger, forekom dem at være tågede og uvirkelige livsformationer. (vml. s.162) Da sagde en af de Ældste der var tilbage i det ødelagte rige: „Se, vi vedblive at vandre i mørke og elendighed; endnu have vi ikke formået at bringe Lys og Skønhed til vore boliger, og vi have ingen magt til at drage vore skabninger tilbage i mørket; lader os forsøge at blive mennesker og leve iblandt dem i lighed med vore yngre brødre og søstre; thi vi have set, at mindet om livet hos vor Fader er slettet af deres erindring, medens de vandre på jorden. (vml. s. 21) Men da en tidsevighed var svunden fra den stund, da nogle af de Ældste angrende svarede Guds kaldende Stemme, lod Gud på ny sin Stemme lyde for at kalde på dem, der endnu var i det ødelagte rige. Kun få svarede Ham; for kun få angrede, hvad de havde syndet. Men Gud tilgav de angrende; for Han elskede dem alle. Og Lysets strømmende bølger drog dem bort fra det ødelagte rige, og det blev end mørkere om dem, der blev tilbage. (vml. s.19-20) De inkarnerede Ældste opholdt sig mellem deres inkarnationer dels i Helvedssfæren, dels på det astrale jordplan – men ikke i de af Gud dannede Sfærer, dannede til hjemsteder for menneskeånderne under deres Hvile- og Læretider. For det må huskes: at de Ældstes egenmægtige inkarnationer netop skyldtes dette, at opholdet i Helvedssfæren var blevet ganske uudholdeligt for dem. (SOS s. 80) Men for hver gang de Ældste efter endt jordeliv vendte tilbage til det ødelagte rige, blev mindet om de tider, der var før deres første menneskeliggørelse, svagere og fjernere; for den Ældste formåede ikke at gengive dem alt det, han havde bortslettet af deres erindring. Minderne bleve stedse svagere, stedse fjernere; men mørkets angst og rædsel forlod dem aldrig. Og medens århundrederne svandt, bleve nogle af de Ældste trætte af livet blandt menneskene, og disse forblev i det ødelagte rige; for de frygtede at lade sig menneskeliggøre; for de vovede ikke at høste den onde sæd, de selv havde sået. (vml. s.25) Da det imidlertid efter nogle få inkarnationer gik op for nogle af de Ældste, hvilke lidelser de ved deres menneskevorden bragte over sig selv, besluttede en del af dem at blive i det ødelagte rige, fremfor, som mennesker, at lade sig ramme af Gengældelseslovens hårde tilbageslag. Men den Ældste var, trods sine mange forsøg, ikke i stand til at gengive dem deres fulde åndelige personlighed, så at hver især blev „sig selv“ fra tiden før deres første fremtræden som mennesker.  De, der valgte at blive i det ødelagte rige, fremtrådte derfor som nøje kopier, både åndelig og legemlig, af den jordiske skikkelse, til hvilken de ved deres sidste menneskeliggørelse havde været knyttet. Disse væsener søgte da, i den af mørket ødelagte verden, at skabe sig en tilværelse i lighed med den jordiske. I kraft af deres Tanke og Vilje dannede de, af mørkets astrale materie, Skyggeboliger og Skyggeriger efter jordiske forbilleder; men disse efterligninger forblev farveløse og lignede nærmest byer og boliger i forfald.                  (vml. s.187-188) De, som efter nogle egenmægtige inkarnationer forblev i det ødelagte rige, lod en del sig nu og da inkarnere af den Ældste, for at han i den jordiske verden kunne have hjælpere til sine onde anslag mod menneskene og særlig mod de menneskeliggjorte Yngste. Disse Ældste vil i de kommende tider blive inkarneret under Guds Ledelse, for i nye jordeliv at sone deres forsyndelser og forbrydelser mod menneskeheden. De, som ikke kunne udholde at forblive i det ødelagte rige og som uden ophør fortsatte deres egenmægtig påbegyndte inkarnationer. Disse er nu nået så langt frem, at de alle — forlængst — er gået ind under Guds Ledelse.         (vml. s.302) De inkarnerede Ældste opholdt sig mellem deres inkarnationer dels i Helvedssfæren, dels på det astrale jordplan – men ikke i de af Gud dannede Sfærer, dannede til hjemsteder for menneskeånderne under deres Hvile- og Læretider. For det må huskes: at de Ældstes egenmægtige inkarnationer netop skyldtes dette, at opholdet i Helvedssfæren var blevet ganske uudholdeligt for dem.  (sos. s.80) Da Gud i sin tid – ved de jordbundne ånders tilbagevenden til Sfærerne – slettede det »ødelagte rige« = Helvede, blev alle de Ældste hjemløse. Derfor havde Gud, inden Han bortslettede Helvedssfæren, dannet opholdssteder på fjerne Lyskloder både til de dis- og inkarnerede Ældste. De Ældste, som sammen med de jordbundne menneskeånder – år 1911 – fulgte Guds Kalden, blev straks ført til disse nye hjemsteder, hvor de i fred og ro kunne hvile ud, indtil de jordiske Soningsinkarnationer kan tiltrædes. Hvornår dette vil ske, vides endnu ikke. De hjem, som Gud her har givet sine elendige faldne børn, er lyse og skønne i forhold til de usle ruinagtige og uhyggelige boliger, som de havde i Helvedssfæren. Alle var derfor kun lykkelige og glade over at have forladt det knugende, forfærdelige mørke i det "ødelagte rige", som i årmillioner havde været deres hjem. (sos. s.79) Forud for den af Gud udsendte Lysbølge, skete et mægtigt astralt uvejr, fremkaldt ved Guds Vilje, hvorved det polariserede mørke, som endnu fandtes dér, blev afpolariseret for derefter at opsuges af Lysbølgen, hvis Lysstyrke gennem opsugningen blev betydelig nedsat. Efterhånden som det afpolariserede mørke fra det ødelagte rige bliver elimineret, vil flere og flere stråler fra den astralt-materielle del af solens Lysomhylning trænge igennem og nå til jorden. Sollyset vil altså langsomt — fra århundrede til århundrede — stige i klarhed og styrke. Denne langsomt tiltagende klarhed i sollyset vil kunne iagttages fra jorden. (vml. s.280-282) Med angst og rædsel så den Ældste Lyset vælde frem, så dets klare, rene bølger bortskylle det ødelagte rige, opsuge de onde dunster og sprede det tætte mørke. Og i sin rædsel flygtede han derfra, flygtede fra sted til sted hen over jorden. (vml. s.93) Jesu forestillinger og tanker om „Helvede“ dødsriget, underverdenen, mellemtilstanden, det onde sted, var meget uklare. Dels blandede han sine egne svage erindringer om det ødelagte rige sammen med jødernes opfattelse af dødsriget, dels sammen med Ægypternes, Grækernes og Persernes forestillinger om livet efter døden. (vml. s.197) Da Jesus ofte talte i billeder, må ovenstående udtryk kun betragtes som en billedlig omskrivning af Synds-erindringens pinende og nagende magt. Det onde sted, som Jesus her beskriver, er det ødelagte rige, de Ældstes hjemsted. (vml. s.39)

"Helvede = det »ødelagte Rige« uden om jordkloden har eksisteret som en realitet i den oversanselige verden, men det er nu i kraft af Guds Vilje bortslettet for evigt". SOS s.86

“Hylsteret" : Opsugnings,- og Isolationslaget

Det psykiske Åndelegeme

Det Astrale mørkelegeme "Den Astrale Genpart"

Denne komplekse sammensætning af Ånd og kød, kan være vanskelig at forstå, særlig ved en dybere indlevelse i praksis, men hvorfor det er så kompliceret? De Ældstes egenmægtige skabning af menneskekroppen og dens astrale genpart, var skabt af det molykulare,- og det astrale mørke, og derfor forgængeligt. Men noget af de Ældstes eget Lys gled med over i deres skabninger. Dette Lys, var af Guddommelig oprindelse og levede derfor videre efter legemets død. Det var “skygger” og de vandrende bevidstløse rundt på jorden til evige tider, delvis i tilsyneladende fast form, delvis i opløst form. - Nogle af de Ældste blev fortvivlede og bad Gud om hjælp. Gud bønhørte dem og forevigede “skyggerne” til evigt liv, med hver en gnist af sit eget. Skærmede gnisten (Det psykiske Åndelegeme) med hylsteret og forbandt det til sig ved det livgivende bånd.

Det fysiske mørkelegeme

Det Livgivende Bånd

De 4 Legemer, mfl.

D. fysiske mørkelegeme

"Efter at Gud havde knyttet et åndeligt væsen til de fysiske menneskelegemer, blev legemets hjerne yderligere et redskab for Ånden, så at det fysiske menneske ikke alene kunne påvirkes af de jordiske omgivelser, men også af de oversanselige". VML s.245

Da de Ældste skabte menneskene, var det deres tanke, at de typer, som de skabte, skulle bibeholdes gennem forplantningen; de gav derfor de menneskelige kønscellers hanlige og hunlige livskim et præg, en form, der svarede til den mennesketype, som de pågældende kim repræsenterede. Disse kim-urbilleder (usynlige for al menneskelig iagttagelse) skulle således være det bærende grundlag for de Ældstes skabninger og gennem forplantningen genfødes og bibeholdes i de kommende generationer, sålænge som jorden var i de Ældstes vold. Men da Gud antog sig menneskeslægten og knyttede et Guddommeligt element til det fysiske legeme, blev dette draget ind under Lysets harmoniserende indflydelse. Og efter som de Yngste i større og større antal lod sig inkarnere blandt menneskene, fik, gennem forplantningen, den skønhedsfylde, som de alle indebar i deres tanke, ligeledes en stor indflydelse på de Ældstes urbilleder i de menneskelige livskim. Denne indflydelse gik særlig i en legemligt forskønnende og forædlende retning.      I de mange årmillioner de menneskelige legemer således har været underkastede Lysets og de Yngstes fremaddragende og forskønnende indflydelse har de Ældstes urbilleder efterhånden fjernet sig noget fra det oprindelige karikerende mørkepræg. (vml s.245) Efter at Gud havde knyttet et åndeligt væsen til de fysiske menneskelegemer, blev legemets hjerne yderligere et redskab for Ånden, så at det fysiske menneske ikke alene kunne påvirkes af de jordiske omgivelser, men også af de oversanselige. Den fysiske hjerne er det redskab, ved hvis hjælp den astrale genparts urdrifter, mørke- og lysinstinkter træder frem i den jordiske verden; desuden er hjernen det redskab, igennem hvilket individets åndelige særpræg viser sig. (vml s.258) Den personlighed, som det synlige menneskelegeme repræsenterer, består af tre faktorer ; den fysiske, den astrale og den psykiske hjerne. (vml s.154) I det øjeblik, hvor den første svage spire til et nyt menneskelegeme er dannet ved undfangelsen, modtager den sin del af den Guddommelige lysstrøm, der binder menneskeheden til Gud. Samtidig med fosterets fremadskridende udformning opsuger det Guddommelige element det fra de Ældste givne svage åndelige Lys, som gennem mørkets strømninger ligeledes tildeles ethvert menneskefoster ved undfangelsen og derved svagt åndeligt levendegør menneskets astrale genpart. Selve genparten opsuges derimod ikke, da den er fuldkommen indvævet med det jordiske legeme. Den astrale mørkegenpart løses og fraskilles først  e f t e r  at det jordiske legemes død er indtrådt.  (vml s.102)Ånden, der skal inkarneres, bringes til Jorden og knyttes til fosteret ved det “livgivende" Bånd — en elastisk streng formet af Lysets finere materie og således indvævet med den menneskelige hjernes kar- og nervesystem, at kun døden kan opløse sammenvævningen.  Efter at Ånden er bunden til fosteret, opholder den sig i den svangre kvindes umiddelbare nærhed. Medens fosterets dannelse skrider frem, udviskes åndelegemets ydre former mere og mere, indtil det, i den stund menneskebarnet fødes, forenes med barnelegemet, omhylder det som en kappe og antager udseendet af en svagere eller stærkere lysende tågedannelse, i hvilken man, fra oversanselig side, skimter barnets menneskelige former som et mørkere legeme.  Når Ånden ved barnets fødsel er forenet med menneskelegemet, smelter det langsomt, gennem opsugning, sammen med det Guddommelige element, der var tilført fosteret i undfangelsesstunden. Dette Guddommelige element beriger således Ånden ved hver ny inkarnation, med et større åndeligt plus. (vml s.174) De menneskelige hanlige og hunlige livskim er også på ethvert givet tidspunkt et nøje udtryk for det pågældende individs særpræg. Alt hvad det enkelte individ indenfor de forskellige slægter har modtaget fra sine forfædre af ydre og indre præg og anlæg, samt hvad det selv har erhvervet i sit jordeliv, hviler latent både i de fysiske og de astrale livskim og kan gennem forplantningen overføres til afkommet. (vml s.246) Ved barnets fødsel er det fra de Ældste modtagne lyselement fuldstændig elimineret af det Guddommelige, der omhylder barnets jordiske legeme som en svagt lysende tågesky, hvori man fra oversanselig side næppe kan skimte de spæde menneskelige former. Efter som barnet vokser i legemlig henseende, vokser i samme mål den åndelige Lysomhyldning, men bibeholder stadig sit tågeagtige udseende. Når det fysiske legeme dør, hvad enten det sker i den spæde alder, i oldinge-alderen eller i de mellemliggende aldre, løsgives den åndelige omhylning, idet den samtidig fortættes, til den danner en nøje kopi af det døde legeme.  (vml s.174)Hvis fosteret dør, inden det er fuldbåret, frigives Ånden, der er bundet til det, og antager i løbet af kort tid det udseende, den havde, før den blev knyttet til fosteret — Inkarnationen fuldbyrdes således ikke. Er Ånden under barnets fødsel forenet med det — har antaget dets udseende — og barnet dør kort efter fødselen, bringes Ånden i barnets skikkelse, tilbage til sfærerne og opvokser dér i plejehjem, til myndighedsalderen er nået, og går da ind til en ny inkarnation. Disse perioder for Ånder, der som børn vokser op i sfærerne, betragtes som Hvile- og Læretider. Det her meddelte gælder alle menneskeånder, hvis jordiske legeme dør  i barnealderen. (vml s.175) Når Døden er indtrådt, løsnes den astrale forbindelse med legemets bløddele, genparten frigives og udskilles. I det øjeblik den er frigivet, har den det døde legemes ydre form og udseende, men denne lighed bibeholdes kun en kort tid — 5 til 20 minutter —, så opløses den, bliver tågeagtig, opsuges og forsvinder. Opsugningstiden er variabel, da den er afhængig af forskellige omstændigheder. Dør mennesket i fri luft, opløses genparten hurtig, hvorimod opløsningen hindres i lukkede rum.  Hvis mennesket aflives ved en pludselig, en voldsom død, uden forudgående sygdom, varer det en længere tid, før adskillelsen af genparten og det jordiske legeme er fuldbyrdet; dette tidsrum kan variere fra et par timer til henimod et døgn. (vml s.173) Søvnen er altså den tilstand, i hvilken det menneskelige legeme bedst kommer i kontakt med den omgivende Æters Lysstrømme, hvorfor søvnen altid bør være en virkelig og tilstrækkelig langvarig hvile for det ved energitab svækkede legeme. For det normale menneske skal søvnen også være en hvile for den Ånd, der er knyttet til legemet. (vml s.272)

Da det astrale mørke dannede et fastsammenhængende hele med Lysomhylningen, formåede de Ældste ikke at skille det ud, hvorfor det materiale, som de arbejdede med, tog sig ud, som om det var dobbelt, skønt det var sammensat af tre bestanddele: Lysomhylningen + det astrale og det molekylare mørke. (vml s.267) De første menneskers astrale genparter kunne ikke opløses, fordi de sammenholdtes af det svage åndelige Lys, der var tilført dem gennem de Ældste. Disse genparter, "skygger", beholdt nogenlunde det menneskelige legemes ydre former, men uden nogen virkelig fast holdning, idet de snart flød ud som en tågemasse, snart atter samledes i menneskelig skikkelse. I sin beretning siger Ardor: at skyggerne vandrede om, men betegnelsen bølgede eller svævede ville give et bedre udtryk for disse genparters bevægelser. (vml s.173) Den astrale hjernes evne til at fastholde de værdier, de indtryk, der modtages gennem den fysiske hjerne, er således betinget af jordklodens Lysomhylning, der fastholder det astrale mørke. Selv om den fysiske og den astrale hjernes Celler destrueres, kan den astrale celles inderste basis ikke ødelægges, da den er opstået gennem Lysomhylningens udstrålinger, der ikke kan destrueres. Først når det jordiske legeme er dødt, trækker Lysets udstrålinger sig tilbage.  Ånder, der er knyttet til imbecile mennesker, vil gennem de astrale cellers Lysbasis modtage indtryk, der overføres gennem opsugningslaget; men disse indtryk står først klart for Ånden, når den er løst fra det fysiske legeme. (vml s.267) Igennem den astrale genpart kan mennesket tilføre sine efterkommere instinktive færdigheder, der i de kommende generationer kan blive til gavn og glæde for de enkelte. Igennem denne arv skabes det menneskelige T a l e n t , hvad enten det gælder et håndværk, der kan forskønnes og forædles ved talentet, eller en og anden kunstart, f. Eks. Digtning, Farve-, Form- og Tonekunst. Af den måde, hvorpå den enkelte forstår at frugtbargøre sine evner, sit talent, sin begavelse, vil det klart og tydeligt fremgå, i hvor høj grad vedkommende ved hjælp af sin Ånd formår at drage sine frembringelser ind under Lysets indflydelse og bort fra mørkets. Jo bedre det talentfulde menneske i sine produktioner formår at nærme sig til det naturlige, det skønne, det ophøjede, harmoniske og rene, jo større er Lysets indflydelse på det, der ydes. Ved menneskenes forplantning går de i faderens og moderens astrale genparter opbevarede urdrifter, yderligere med de fra deres forfædre arvede instinkter i arv til deres afkoms astrale genparter, på samme måde som de fysiske legemers slægtspræg, særegenheder, svagheder, sygelige dispositioner og lignende går i arv fra legeme til legeme. "Menneskets astrale genpart er, ligesom alle dyrs, planters og tings genparter, indvævet med de for menneskene synlige former. I genparterne - dannede af det fikserede astrale mørke og af det Lys, der fikserede mørket - forefindes og opbevares først og fremmest alle de menneskelige urdrifter, som er fælles for alle mennesker, dernæst de i tidernes løb erhvervede slægtsinstinkter er ubevidst opsummerede erindringer og viden, dels af tillærte mekaniske bevægelser, dels af erfaringsmæssigt erhvervede følelser og indtryk". (vml s.255) De menneskelige hanlige og hunlige livskim er også på ethvert givet tidspunkt et nøje udtryk for det pågældende individs særpræg. Alt hvad det enkelte individ indenfor de forskellige slægter har modtaget fra sine forfædre af ydre og indre præg og anlæg, samt hvad det selv har erhvervet i sit jordeliv, hviler latent både i de fysiske og de astrale Livskim og kan gennem forplantningen overføres til afkommet. (vml s.246) Den astrale hjerne, menneskets automatiske beholder , opsummerer ganske mekanisk alt, hvad den modtager under menneskets jordeliv, for ved en eller anden given lejlighed at reproducere det modtagne, nøjagtig således som den har opbevaret det, uden nogen som helst tilføjelse. Den astrale hjerne — vil af den ubevidst opsummerede viden: indtryk, kundskaber, bevægelser, set, hørt, læst o.s.v. aldrig nogen sinde være i stand til at forme, sammenbinde eller nyskabe, idet den kun formår at reproducere det modtagne. (vml s.263) Da de Ældste dog snart overbeviste sig om, at de ikke kunne skabe af det materielle mørke alene, skabte de af det dobbelte materiale, og menneskene fik ligesom dyrene en automatisk beholder — den astrale hjerne — der gennem de fysiske hjernecellers vibrationer optager og bevarer de værdier, der ellers ville forsvinde lige så hurtigt, som de kom. Da det astrale mørke dannede et fastsammenhængende hele med Lysomhylningen, formåede de Ældste ikke at skille det ud, hvorfor det materiale, som de arbejdede med, tog sig ud, som om det var dobbelt, skønt det var sammensat af tre bestanddele: Lysomhylningen + det astrale og det molekylare mørke. (vml s.267-268) Da Lyset ved de Yngstes menneskeliggørelse på ny tilførtes jorden, blev flere af de på dette tidspunkt endnu hvilende Livskim fremdraget til virkelighed i den jordiske verden. Disse dyre- og planteformers astrale genparter har en større Lysstyrke end de øvrige. (Sete fra oversanselig side er de svagt farvede, de andre derimod grå eller sorte).  Når disse jordiske former og skikkelser destrueres, udskilles det Lys, der er i genparterne, og opsuges dels af Lysomhylningen, dels af Lysæteren. Genparternes mørke opsuges af mørkehobe. (vml s.278-279) Hvis et menneske som livserhverv har et eller andet bestemt håndværk, bliver arbejdets eller øvelsernes forskellige bevægelser, medens de læres, udført med bevidste tanker. Ved hjælp af synet tilegner det normale menneskes fysiske hjerne sig et billede af det, der skal udføres; gennem de fysiske hjernecellers vibrationer forplanter det sete sig til den astrale hjernes celler. De astrale hjernecellers vibrationer opfanges af Hylsterets Opsugningslag — den side, som vender mod den astrale genpart — og overføres derfra til Åndelegemets store Nervecenter, den psykiske hjerne.   Ånden fastholder ved tanken det modtagne billede, og gennem det tankeførende kabel — Båndet — lader den tanken nøje følge med under udøvelsen af arbejdets bevægelser for at tilegne sig hver enkelthed; men har legemet under tankens og viljens ledelse lært at udrette arbejdet, så at tanken ikke længere behøver at være dirigent, går de enkelte bevægelser over til at blive ganske automatiske og gengives da uden nogen tankeforbindelse. Eftersom den astrale genpart er fuldkommen indvævet med det fysiske legeme, tilegner genparten sig bevægelserne samtidig med det fysiske. Den ubevidste erindring om disse mekanisk erhvervede bevægelser opbevares i den astrale hjernes celler og går i arv til efterkommerne, hos hvilke den hviler i latent tilstand, indtil den ved en ydre eller indre foranledning vågner hos individet som instinkt. Selv om der i de første slægtled ikke findes nogen, der beskæftiger sig med det arbejde, hvis mekanisk eller automatisk tillærte bevægelser hviler latente i genparternes hjerne, kan erindringen herom dog bevares hos individerne i de nærmest følgende led og dukke frem, når en eller anden af slægten får brug derfor. Individet vil da hurtig og let finde sig til rette med det foreliggende arbejde, vil tage på de forskellige redskaber og udføre de bevægelser, der kræves, eller indtage de stillinger, der er nødvendige, som om det hele allerede var tillært. Hvorimod et individ, hvis forfædre ikke har udøvet et sådant arbejde, vil gøre de samme bevægelser på en klodset og ubehjælpsom måde, indtil arbejdet ved tankens hjælp er blevet tillært. I det øjeblik mennesket, f. Eks. ved en ydre foranledning, første gang har brug for en af urdrifterne, vågner den automatisk i de celler i den astrale hjerne, der opbevarer den latente viden om urdrifterne. Ved opvågningen vibrerer de pågældende celler; denne de astrale cellers vibrationer forplanter sig til den fysiske hjernes tilsvarende celler — indvævede med de astrale — der således modtager den astrale genparts ubevidste viden. Hjernen (den fysiske) lader de modtagne vibrationer gå videre til de i det foreliggende tilfælde implicerede nerver, muskler og organer; men samtidig med at de astrale hjernecellers vibrationer forplanter sig til den fysiske hjerne, forplanter de sig gennem opsugningslaget (Hylsteret) til Åndens psykiske hjerne (det store Nervecenter) og kalder på en, til urdriften svarende, erindringstanke eller følelse hos den Ånd, der er knyttet til det menneskelige legeme. Det normale menneske føler eller handler da B e v i d s t , efter at have modtaget den dobbelte tilskyndelse, dels gennem sin astrale genparts ubevidste viden, dels gennem åndens opdukkende bevidste erindringstanker, der skriver sig fra erfaringer samlede i tidligere jordeliv. Med disse erfaringstanker som basis bliver det Jegets opgave at holde sig opmærksom på mørke-urdrifterne — gøre sig til Herre over dem — så at de, ved at dirigeres af det Åndelige Jeg, enten kan undertrykkes, eller forædles. (vml s.258-259) Menneskets astrale genpart kan ikke skilles ud fra det fysiske legeme, førend døden indtræder. (vml s.271) Da de Ældste på et enkelt punkt afbrød sammenvævningen af menneskets astrale og fysiske øje, opnåede de, at menneskene ikke kunne „se“ de astrale (mørke-astrale) former, men kun de former og skikkelser, som hørte til i den jordiske verden. Først efter at Gud havde knyttet Ånden til det menneskelige legeme, formåede de mennesker, til hvilke de Yngste var bundet, spontant eller konstant at „se“ med Åndens Øje. Det samme blev senere hen tilfældet for dem, til hvilke de Ældste eller mere fremskredne menneskeånder knyttedes. Forbindelsen mellem Menneskets astrale og fysiske høreorganer er ligeledes på et enkelt punkt blevet afbrudt af de Ældste, så at de astrale lyde ikke kan opfanges. De clairaudiente hører således med åndens og ikke med den astrale genparts høreorganer. (vml s.275)

"Igennem den astrale genpart kan menne-sket tilføre sine efterkommere instinktive færdigheder, der i de kommende generationer kan blive til gavn og glæde”. VML s.268

D. Astrale Genpart

"Igennem tankens arbejde opbygger eller former enhver således sin individuelle åndelige personlighed”.  vml s.263

Åndelegemets Guddommelige elementer : Tanken = Logos udstråles uendelige, omskiftelige og forskelligartede former for kraft og liv. Over tanken, som Lysets højeste koncentration, står Viljen — den altbeherskende, befrugtende og livgivende energi (vml s.147) I store træk skal her gives en beskrivelse af åndelegemets udseende. Åndelegemet har, i lighed med det menneskelige, en ydre form, der omslutter forskellige indre organer. Den ydre form er som det skønneste menneskelige legeme i mange gange idealiseret skikkelse, men uden kønsorganer. (Det kvindelige Åndelegeme er blødere og rundere end det mandlige, men hvori den egentlige ydre forskel mellem mand og kvinde består, kan ikke forklares, da menneskene mangler al forudsætning til forståelse heraf). Legemets indre bygning har kun en meget fjern lighed med det jordiske. Det fysiske fordøjelsessystem, der repræsenteres af mavesæk, tarm, nyrer o. s. v., samt alle forplantningsorganer findes ikke; derimod er kar- og nervesystemet langt rigere og finere udviklet.                     Ved indånding gennem næse, luftrør og lungelignende organer tilfører åndedrættet legemet de nødvendige Æterstrømninger, der føres videre gennem et fint, stærkt forgrenet „Årenet“ og tilbage til åndedrætsorganerne, hvor strømningerne atter fornyes. Karsystemet er dobbelt, så at det årenet, der udgår fra det højre organ, ender i det venstre, og vice versa. Blodførende årer findes ikke. Når en Lysets Ånd opholder sig i eller bevæger sig gennem mørkeophobninger, har den en lignende følelse, som mennesket har, når det befinder sig i et iltfattigt rum. (VML s.172) Åndelegemet har intet knoglesystem, men er dog fuldkommen fast i sin opbygning, da det overalt støttes af en stærk muskulatur. I stedet for den menneskelige hjerne og på dens plads findes her et Nervecenter, hvorfra et uendelig fintforgrenet nervenet udgår og breder sig fra hovedet langs ryggen gennem hele legemet. Alle nervetrådene føres tilbage til hjernecentret gennem et mindre center, der nærmest svarer til menneskelegemets hjerte og findes omtrent på det samme sted; her samles nerveenderne og føres gennem to strenge, en på hver sin side af halsen, tilbage til udgangspunktet i hjernecentret. Væsener i den oversanselige verden er ikke nødt til at indtage næring, hvis det ikke ønskes. Ernæringen består ellers hovedsagelig af frugter, der nydes som de forefindes, eller efter at de er tilberedt på forskellig vis. De nydte spiser føres fra mundhulen, (hvis tandopbygning ligner menneskelegemets) gennem et meget fint forgrenet rørsystem ud i hele legemet og udskilles umærkeligt gennem fine hudporer ved en vekselvirkning mellem legemets rør- og karsystem og den legemet omgivende Lys- eller mørkeæter. Hudporerne er ikke ulig det menneskelige legemes svedporer, men er dog langt finere og står alle i direkte forbindelse med rør- og karsystemet. Åndelegemet, således som det her er beskrevet, er ens for a l l e ånder; men da menneskeånden i sin oversanselige tilværelse altid er en nøje kopi af det menneske, til hvis legeme den var knyttet i sin sidste inkarnation, bærer dens Åndelegeme tillige kopier af alle det menneskelige legemes organer o. s. v. Alt det menneskelige er i den oversanselige verden fuldkommen latent — hviler i ubrugelig tilstand. Så længe Ånden er inkarneret, hviler derimod åndelegemets organer, da disse kun kan benyttes, når Ånden er frigjort. Åndelegemets Nervesystem fungerer dog bestandig, om end noget svagere, under jordelivet. Har Ånden afsluttet alle sine inkarnationer, er løst fra livet på jorden, bortsletter Gud, i kraft af sin Vilje, alle rudimentære organer fra den menneskelige tilværelse, og Åndelegemet viser sig kun således, som Gud har skabt det. I alle Sfærerne findes en rigdom af blomster- og frugtbærende træer og planter, der ikke kendes på jorden. Efter love, givne af Gud, udvikles frugterne af blomsterne uden bestøvning og har en smag og aroma, som langt overgår de jordiske frugters. (vml s.172-173) De absolute Urdrifter: Selvopholdelsesdriften, Forplantningsdriften o.s.v. er efterhånden i tidernes løb indgået i den menneskelige Ånds B e v i d s t h e d som et den hele menneskehed tilhørende fælleseje, hvorfor urdrifterne — både Lysets og Mørkets — ikke alene opbevares i den astrale genparts hjerne, men yderligere findes som svage erindringstanker og følelser i den menneskelige Ånds hjerne (den psykiske). (vml s.258-259) Hvis det af en eller anden grund er nødvendigt, kan Skytsånden bringe sin myndling til dens bolig i Sfærerne, idet den ved hjælp af sine egne Lysudstrålinger forstærker menneskeåndens Lysomhylning, så at Båndet kan udspindes langt ud over det normale. Ligeledes under søvnfrigørelse er Ånden bunden til sit fysiske legeme ved Båndet, selv om den under legemets søvn opholder sig i Sfærerne. En sådan natlig søvnfrigørelse tillades i tilfælde, hvor Ånden har påtaget sig en eller anden mission i sin menneskelige tilværelse; den kan da af og til, når det gøres nødvendigt, vende tilbage til sin bolig i den oversanselige verden, hvor den gennem samtaler med sine åndelige ledere styrkes i sin jordiske opgave. (vml s.174-176) Under ekstatisk trance, der skriver sig fra religiøs ekstase — Eksaltation — kan Ånden ligeledes foretage udflugter på egen hånd. Erindringer fra disse rejser i Sfærerne eller på det astrale jordplan kan ofte medtages og mindes, når Ånd og legeme atter er forenede. (vml s.226) Det “psykisk-underbevidste“, d. v. s.: alt det, som Egoet opbevarer i den psykiske hjerne, og som skyldes den dagklare personligheds liv og færden i den foreliggende inkarnation. Alle begivenheder fra den tidligste barnealder, al skole-, universitets- eller anden lærdom, som den pågældende Ånd har tilegnet sig under den menneskelige tilværelse, hviler som afgrænsede felter i den psykiske hjerne, men alt er indenfor det livgivende bånds fiberområde. Ligeledes alle gennemtænkte tanker opbevares dér, men alt hviler i ro, hvis mennesket da ikke har brug for det således opsummerede materiale i det daglige Liv. (sos s.117) Den psykiske hjerne er sædet eller udgangspunktet for "Tanken og Viljen”, samt for den bevidste handling, der er ledet af Tanke og Vilje. Alt hvad den psykiske hjerne modtager af viden, erfaringer, kundskaber o.s.v. kan ved tankens hjælp omsættes både i psykiske og i fysiske værdier og resultater, idet Tanken, ledet af Viljen — til Godt eller Ondt —, gennem-arbejder, sammenbinder, nyskaber, afklarer eller udskiller det modtagne og udstråler det således bearbejdede materiale i talrige mer eller mindre nuancerede, klart lysende facetter, alt efter det tankearbejde, som er gået forud. (vml s.264) Jo højere den Ånd er, hvis psykiske hjerne er den menneskelige personligheds hovedfaktor, jo rigere er tankearbejdet, jo mere alsidig er nuanceringen, og jo mere klart lysende er den udstrålende facettering. Ethvert tankearbejde, hvor kortvarigt eller ringe det end er, opfattes konkret af det normale menneske, idet mennesket, stærkere eller svagere, „føler“ sin tanke arbejde. Alle disse gennemtænkte tanker er individets umistelige eje; de værdier, som det under jordelivet har uddraget af sine erfaringer, kundskaber o.s.v. bevares af Ånden fra inkarnation til inkarnation og forøges ved hver ny inkarnation. (vml s.254) "I det øjeblik hvor den første svage spire til et nyt menneskelegeme er dannet ved undfangelsen, modtager den sin del af den Guddommelige Lysstrøm, der binder menneskeheden til Gud. Samtidig med fosterets fremadskridende udforming, opsuger det ‘Guddommelige element dét fra de Ældste givne svage åndelige Lys, som gennem mørkets udstrømninger ligeledes tildeles ethvert menneskefoster ved undfangelsen. Ved barnets fødsel er dét fra de Ældste modtagne Lyselement fuldstændig elemineret af det Guddommelige, der omhyller barnets jordiske legeme som en svagt lysende tågesky. Efter som barnet vokser i legmelig henseende, vokser i samme mål den åndelige Lysomhyldning, men bibeholder stadig sit tågeagtige udseende. Når det fysiske legeme dør, løsgives den åndelige omhyldning (Ånden), idet den samtidig fortættes, til den danner en nøje kopi af det døde legeme".  "Når ånden ved barnets fødsel er forenet med menneskelegemet, smelter det langsomt sammen med det Guddommelige element, der var tilført fosteret i undfangelsesstunden. Dette Guddommelige element beriger således Ånden ved hver ny inkarnation, med et større åndeligt plus". (vml s.173-174) Når de Yngste ved døden løses fra den jordiske tilværelse, beholder deres Åndelegemer det menneskelige legemes former, indtil de Yngste efter kortere eller længere tids forløb har gjort omhyggelig rede for, hvad de har udrettet blandt menneskene; derefter antager Ånden atter det udseende, som den har modtaget fra Gud. Hvis de Yngste er knyttet til menneske-legemer, der dør i barnealderen, opvokser de ikke i lighed med menneskeånderne i sfærernes plejehjem, men bringes af Skytsånden til deres hjem i den sidste Sfære, hvor de da efter en kort hvile, i kraft af Guds Vilje, antager den oprindelige skikkelse. Det modsatte ville ellers bringe mange unødige forsinkelser i de Yngstes arbejde for menneskehedens fremgang. Når som helst de Yngste ønsker det, eller det af en eller anden grund gøres nødvendigt, kan de påtage sig hvilken skikkelse de vil fra tidligere inkarnationer. De benytter ofte denne evne, når de, i de forskellige sfærer, besøger menneskeånderne, for at disse i dem kan genkende den slægtning, ven eller veninde, som de i en samtidig inkarnation har fået kær. Menneskeånderne beholder som frigjorte præget af det jordiske legeme, indtil en ny inkarnation begynder, hvor de da, som meddelt, antager det nyfødte menneskebarns udseende og formes efter barnet, medens dette vokser til og lever sit liv. (vml s.175) Dør mennesket i den ældre alder eller i oldinge-alderen, beholder den frigivne Ånd det ældede præg, indtil den har gjort rede for sit jordeliv, hvorefter den antager det udseende, som menneskelegemet havde i 30—40 års alderen. (vml s.176)

D. psykiske åndelegeme

"Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Gud seks Opholdssteder, og Gud dannede opholdsstederne således, at de gennem talrige afskygninger langsomt gik fra svag dæmring til klart og skønt Lys”. VML s.15-16

Efter at Gud havde udvalgt jorden til opholdssted for de væsener, som Han havde tænkt at skabe, dannede Han af Lysets hastige — æteriske — svingninger en fuldendt skøn verden, der som en Sfære eller et Kuglelag omsluttede jorden. Denne sfære blev senere ødelagt af mørket. (vml s.243-247) Af det astralt-materielle og det æterisk-astrale Lys — der frembringer de materielle former i den oversanselige verden — dannede Gud seks opholdssteder, Sfærer, og med det tidligere skabte, men af mørket ødelagte rige — udgjorde syv lys-astrale verdener, der omsluttede jordkloden. (vml s.167-168) Disse verdener lagdes som seks Sfærer eller Kuglelag uden om det ødelagte rige. Den inderste Sfære var mørkest, dog meget lysere end de Ældstes af mørket forurenede og formørkede verden, den næste noget lysere end den første, og så fremdeles til den yderste og sjette Sfære, der blev dannet af Lysets hastige æteriske svingninger. Sfærernes klimatiske forhold reguleres fra denne Lysverden i forbindelse med jordsolens æteriske stråler, som af mørket holdes borte fra jorden. De inderste sfærer (nærmest jorden) er i klimatisk henseende til dels afhængige af jordklodens stilling til solen; men da lysstrålerne fra den yderste Sfære også bestråler disse verdener, er forholdene dér langt bedre end på selve kloden. Hver Sfære har sit eget luftlag, der ligesom sfærerne ikke kan erkendes af det menneskelige øje. Den yderste verden, opholdsstedet for de Yngste, medens de leder menneskene, dannedes også som et ydre værn mod de mørkehobe, der fandtes og endnu findes i det tilgrænsende univers, idet Gud koncentrerede udstrålingerne fra denne verden så meget, at de, foruden at opsuge det afpolariserede mørke, også kunne virke frastødende på det mørke, som ude fra verdensrummet truede jordkloden. Derved blev al ny tilførsel af mørke udefra forhindret, så at ingen større katastrofe, der delvis eller endog helt vilde destruere kloden, nogen sinde kunde indtræde. (vml s.279-280) Da Gud dannede sfærerne om jordkloden, var Omsorgsfølelsen ligeledes grundlaget for denne handling. For menneskeånderne var på dette tidspunkt endnu ikke skabt. (sos s.58) Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Gud seks Opholdssteder, og Han lagde det første sted uden om Jorden og det ødelagte rige, og de følgende uden om det første. Og Gud dannede opholdsstederne således, at de gennem talrige afskygninger langsomt gik fra svag dæmring til klart og skønt Lys. Og Han dannede mange boliger i alle opholdsstederne, at ingen af Hans tilkommende børn skulle være hjemløse. Da Gud således havde dannet og ordnet alt dette, bød Han sine hjælpere at samle skyggerne. Og Guds Hjælpere samlede alle skyggerne fra jorden og fra det af mørket ødelagte rige. (vml s.15-16) Da de astrale verdener uden om jordkloden er baserede dels på de astrale mørkesvingninger, dels, for de højere sfærers vedkommende, på det astralt- materielle Lys’ svingninger, vil der ligeledes fremkomme forskelle indenfor begrebet Tid for de væsener, der lever i disse oversanselige verdener. For at de Yngste nogenlunde kunne komme ind under de jordiske begreber for Tid, måtte Gud fjerne dem fra sit rige og give dem boliger i den 6te Sfære uden om jorden. Og sålænge som deres ledelse af menneskehedens vandring frem mod Lyset varer ved, sålænge må de forblive dér mellem de menneskelige inkarnationer. (sos s.77-78) Sfærerne ligger udenfor jordens atmosfære og indenfor månebanen. (vml s.281) ——————— For åndelige væsener er de oversanselige opholdssteder ligeså synlige og materielle, som jorden og hvad dér findes er det for menneskene. Jo højere ånderne stiger gennem deres kamp ud af mørket, jo hastigere bliver de ætersvingninger, der frembringer det materiale, hvoraf disse deres begrænsede verdener er dannede. Jo fjernere opholdsstederne ligger fra jorden, jo lysere, skønnere og mere harmonisk er alt, hvad dér findes af boliger og natur. (have, floder, søer, lande, blomster osv.). Så længe Ånden opholder sig i den Sfære, hvortil den er nået ved lutring gennem sine reinkarnationer — jordiske genfødsler —, bevæger den sit legeme dér på samme måde, som man bevæger sig på jorden, (gang, løb osv.); dog er det frigjorte åndelegemes bevægelser hurtigere og lettere, ligesom Åndens Tanker er klarere og mere stringente, end når den er knyttet til det tunge menneskelige legeme, der lægger den mange hindringer i vejen. Sfærernes samfærdselsmidler ligner jordens; dog er alle bedre, hurtigere og mere bekvemme end de tilsvarende på jorden. Hvad der i tidernes løb er tilført menneskeheden af nyt og forbedringer, har først bestået sin prøve i sfærerne, førend det realiseredes på jorden. De Yngstes samkvem med de forskellige sfærers beboere og med jordklodens sker, når de ikke ønsker at benytte Lys-vejen, ved hjælp af Tankens og Viljens energi, der lader Åndelegemet bæres af Æteren, som i kraft af den fjerde dimension gennemtrænger alt. Den fjerde dimension kan ikke nøjere forklares, da menneskene endnu mangler forudsætninger til forståelse heraf. (vml s. 167) De højere sfærer er usynlige for beboerne af de lavere; de lavere er til dels usynlige for beboerne af de højere, idet de Yngste kun har et nogenlunde klart overblik over dem, når de, bårne af Æterens svingninger, bevæger sig fra sfære til sfære, eller fra sted til sted indenfor de forskellige sfærer. Beboerne af de lavere sfærer kan ikke ved egen hjælp, hverken ved Tanke og Vilje eller ad Lysvejen, nå til verdener, der ligger over deres eget opholdssted, de kan kun komme til jorden og de mellemliggende sfærer og kan dertil kun benytte Lysvejen. Menneskeånderne måtte dog kun passere Lysvejen under ledsagelse af deres skytsånder, d.v.s. med Guds Tilladelse. Indenfor deres hjemsfære og i jordsfæren kan de derimod færdes ved Tanke og Vilje, men dog kun i begrænset målestok. Stærke Lys-ansamlinger eller æteriske Lys-udstrålinger formår de således ikke at gennembryde. (vml s.15-16) 6te Sfæres højeste kreds eller plan er forbeholdt de Yngste; dér har de deres boliger, medens de arbejder for menneskehedens fremgang. (vml s.166-167) Den yderste verden, opholdsstedet for de Yngste, medens de leder menneskene, dannedes yderligere som et ydre værn mod de mørkehobe, der fandtes og endnu findes i det tilgrænsende univers, idet Gud koncentrerede udstrålingerne fra denne verden så meget, at de, foruden at opsuge det afpolariserede mørke, også kunne virke frastødende på det mørke, som ude fra verdensrummet truede jordkloden. Derved blev al ny tilførsel af mørke udefra forhindret, så at ingen større katastrofe, der delvis eller endog helt ville destruere kloden, nogen sinde kunne indtræde. (vml s.279-281) I alle sfærerne er der talrige læreanstalter, svarende til de jordiske skoler og universiteter. Alt hvad der eksisterer og har eksisteret på jorden af videnskabelige og skønlitterære arbejder, findes dér og er gengivet på de jordiske sprog, dog med undtagelse af de laveststående. Hver læreanstalt har sine store biblioteker med tilhørende læse- og studiesale. Alle fælles bygninger: kirker, forsamlingshuse, universiteter, observatorier, museer o. s. v. er af stor arkitektonisk skønhed og prydet med mange skulpturarbejder. Flere af disse bygninger er komponeret og bygget af menneskeånder under læretiden, er altså ikke dannet af Gud i kraft af Hans Tanke og Vilje, men opført af sfærernes materiale i lighed med det jordiske (sten, træ o. s. v.). I alle sfærerne findes en rigdom af blomster- og frugtbærende træer og planter, der ikke kendes på jorden. Efter love, givne af Gud, udvikles frugterne af blomsterne uden bestøvning og har en smag og aroma, som langt overgår de jordiske frugters. (vml s.170-172) Menneskeånder kan færdes i deres Hjemsfære ved hjælp af Tanke og Vilje – men dette er ikke en fast regel. Var dette tilfældet, måtte alle arter af »Samfærdselsmidler« selvfølgelig være overflødige. Enhver menneskeånd har ret og mulighed for enten at benytte de i sfærerne dertil indrettede samfærdselsmidler eller til at anvende sin Tanke og Vilje som bevægelsesfaktorer. Men da det altid kræver en vis anstrengelse for menneskeånder at bevæge sig fra sted til sted ved hjælp af Tanke og Vilje, falder det lettere for dem at gøre brug af de fra det jordiske liv kendte midler, særlig dem der er vant til magelighed fra deres sidste inkarnation. De fleste menneskeånder benytter sig derfor af de indenfor hver sfære i brug værende samfærdselsmidler. (sos s.46) I de forskellige sfærer findes plejehjem for den art ulykkeligt stillede væsener. Her forbliver de under kærlige plejeres og plejerskers omsorg, indtil den nye inkarnation skal tiltrædes. (sos s.60) Menneskeånderne i sfærerne taler de jordiske sprog, som de er fortrolige med, men de kan tillige, hvis de ønsker det, meddele sig til hverandre ved hjælp af Tanken. (sos s.28) De selvinkarnerede Ældste opholdt sig mellem deres inkarnationer dels i Helvedssfæren, dels på det astrale jordplan – men ikke i de af Gud dannede Sfærer, dannede til hjemsteder for menneskeånderne under deres hvile- og læretider. Men i disse Sfærer fik i tidernes løb  d e  Ældste som gennem sorg og anger bittert fortrød deres egenmægtige inkarnationer og bad deres Fader om hjælp og tilgivelse, anvist boliger, når de vendte tilbage fra den første sonings-inkarnation. (vml s. 80) I flere af de beretninger, som afdøde mennesker har ladet tilflyde deres jordiske forbindelser om Livet i sfærerne, fremhæves det ofte: at dyrene er begavet med et evigt liv. Det er de her omtalte tankeformer, der hentydes til; men disse urigtige opgivelser fra bortgangne slægtninge og venner er tilgivelige, da selv mere fremskredne menneskeånder har svært ved at fatte, at disse dyr, der tilsyneladende er lige så levende som de selv, kun har et betinget Liv. (vml s.279-281) De højere sfærer er usynlige for beboerne af de lavere; de lavere er til dels usynlige for beboerne af de højere, idet de Yngste kun har et nogenlunde klart overblik over dem, når de, båret af Æterens svingninger, bevæger sig fra sfære til sfære, eller fra sted til sted indenfor de forskellige sfærer. Beboerne af de lavere sfærer kan ikke ved egen hjælp, hverken ved Tanke og Vilje eller ad Lysvejen, nå til verdener, der ligger over deres eget opholdssted, de kan kun komme til jorden og de mellemliggende sfærer og kan dertil kun benytte Lysvejen. Indenfor deres hjemsfære og i jordsfæren kan de derimod færdes ved Tanke og Vilje, men dog kun i begrænset målestok. Stærke Lysansamlinger eller æteriske Lysudstrålinger formår de således ikke at gennembryde. Guds Tjenere og de Yngste kan i kraft af deres Tanke og Vilje bevæge sig overalt, hvorfor de ikke altid benytter Lysvejen; hvis de ønsker det, kan de enda bane sig vej gennem jordens talrige mørkeophobninger.(vml s. 168)

Sfærene

"Gud hørte deres bøn, og for at yde en virkningsfuld hjælp til de svage, umyndige menneskeånder, dannede Han i kraft af sin Vilje en Barrière henover Lysvejen til jorden. Denne Barrière er ånderne fra de fire første Sfærer ikke i stand til at gennembryde".                                                                                                                                                                                                                     VML s. 234

Lysvejen og Barrieren

For at alle de Yngste, såvel som menneskeånderne i fremtiden kunne nå til jorden uden at være nødsaget til at passere igennem det ødelagte riges mørke, banede Gud i Kraft af sin Vilje en vej gennem de Ældstes opholdssted; denne vej fortsatte Han gennem alle Sfærerne lige til den yderste, og lod den gennemstrømme af Lyset; derved fremkom en passage, en Lysvej direkte til jordkloden, så at alle med lethed kunne færdes frem og tilbage. (vml s.15-16) Efterhånden som tiden skred og ånderne så, at de ved deres gentagne ikke tilladte jordbesøg fik større og større vanskeligheder at overvinde, når de ville tilbage til deres Sfære, forstod de, at de til sidst måtte blive helt jordbundne og således skabe et nyt Åndeproletariat. Da erindringen om tidligere jordbundne tilværelser mellem de jordiske inkarnationer stod for dem  a l l e  som et frygteligt rædselsbillede, henvendte de sig til Gud, og i deres nød og angst bad de Ham, om Han ville hjælpe dem, så at ingen uden Hans Tilladelse kunne komme til jorden. Gud hørte deres bøn, og for at yde en virkningsfuld hjælp til de svage, umyndige menneskeånder, dannede Han i kraft af sin Vilje en Barrière henover Lysvejen til Jorden. Denne Barrière eller mur, er ånderne fra de fire første Sfærer ikke i stand til at gennembryde. Barrièren hindrer ikke Lysets tilgang til jorden. Men for at menneskeånderne ikke bestandig skal stå som umyndige og viljeløse væsener overfor den jordiske påvirkning, bestemte Gud, at de, når de var nået til en vis grad af åndelig modenhed og styrke, s e l v måtte søge at frigøre sig fra de menneskelige påkaldelser og krav. Denne åndelige modenhed b ø r være nået, når ånderne indtræder i 5te Sfære, hvorfor Gud har indrettet det således, at Lysmurens uigennem-trængelighed gradvis aftager for denne Sfæres beboere, efterhånden som de stiger indenfor Sfærens forskellige planer eller kredse.   Efter som Lysmurens uigennemtrængelighed ophæves, må menneskeånderne, der i samme forhold stiger i åndelig styrke, selv vise større og større agtpågivenhed for at stålsætte deres Vilje, så at de forbliver i deres hjem, i stedet for at følge de menneskelige opfordringer og lade sig drage til jorden. Selvfølgelig vil der altid blive ydet enhver den hjælp, der ønskes; således vil Skytsånderne bestandig søge at styrke og lede dem, der endnu viser svaghed overfor den jordiske tiltrækning; men der vil ikke blive udvist nogen som helst tvang for at holde dem tilbage, der trods al hjælp bryder den af Gud givne lov ved uden tilladelse og uden ledsagelse at aflægge besøg på jorden. Men da mange ånder fra 5te Sfære og til dels fra 6te sikkert endnu langt hen i fremtiden trods alle gode forsætter og forsøg på at blive, hvor de hører hjemme, dog vil lade sig lokke til jorden af menneskers krævende tanker, og da ethvert lovbrud bestandig følges af et tilbageslag — en Straf — har Gud ordnet det således, at alle, der mod bedre viden og uden tilladelse vender tilbage til jorden, vil, for hver gang dette sker, få et tidsrum, der svarer til et jordisk år, fradraget den tid, der ellers er beskåret dem til Hvile og Udvikling i Sfærerne; en foranstaltning, der virker ganske mekanisk (uden Forhør og Dom) og giver lovbryderne, dem, der ikke selv søger at stålsætte deres Vilje, en tidligere inkarnation end normalt, en inkarnation hvortil de da må savne den nødvendige åndelige forberedelse. (vml s.232-235) Guds Tjenere og de Yngste kan i kraft af deres Tanke og Vilje bevæge sig overalt, hvorfor de ikke altid benytter Lysvejen; hvis de ønsker det, kan de også bane sig vej, hvor de vil, gennem jordens talrige mørkeophobninger. (vml s.279-281) Menneskeånderne måtte dog kun passere Lysvejen under ledsagelse af deres Skytsånder, d.v.s. med Guds Tilladelse. (vml s.167) 

Opsugnings,- Isolationslaget

Et menneske består foruden af det jordiske legeme og dets astrale genpart, også af et Opsugnings- og Isolationslag, der sætter Ånden i stand til at eliminere det fra de Ældste gennemstrømmende mørke, samt hindrer erindringer om tidligere inkarnationers oplevelser i at virke forstyrrende på individets livsførelse; dernæst af det åndelige Jeg (Tanke, Vilje og Åndelegeme), der repræsenteres henholdsvis af en nyskabt eller mere fremskreden Ånd, og som er bunden til det menneskelige legeme ved en streng eller et bånd, der sønderrives og opløses i menneskelegemets dødsstund.   I den jordiske tredimensionale verden har Hylsteret, Åndelegemet, Båndet og den åndelige Lysomhylning ingen rumopfyldende evne. (VML  s.177) For at de Yngste og Menneskeånderne kan blive i stand til at eliminere det mørke, der uafladelig gennemstrømmer menneskelegemerne, dannes, i kraft af Guds Vilje, ganske mekanisk samtidig med barnets fødsel, et Opsugningslag, formet af Lysets finere materie; dette Opsugningslag omgiver hele legemet som et tætsluttende Hylster på ca. 1/8 millimeters tykkelse. Hylsteret omsluttes atter af Ånden, der, efter at være forenet med barnet og efter at have opsuget det guddommelige element, bestandig opsuger og i mere eller mindre høj grad, eliminerer det gennem det astrale legeme fra de Ældstes strømmende mørke; dette mørke blev i sin tid afpolariseret ved det åndelige Lysmoment, der lå til grund for menneskenes skabelse. (VML s.176) Hvis Ånden, medens den er knyttet til et menneskelegeme, ikke var beskyttet af isolationslaget, ville den komme i for stærk rapport til den fysiske hjerne, hvorved, særlig for de Yngstes vedkommende, lidelserne ved at opholde sig i de jordiske omgivelser ville blive ganske uudholdelige. Erindringen om livet i Guds Rige samt længselen efter at vende tilbage måtte da nødvendigvis virke så knugende og nedtrykkende, at de Yngste ville blive ude af Stand til at gennemføre deres arbejde for menneskehedens vandring mod Lyset. Opsugningslaget tjener yderligere som isolationslag, idet den side af Hylsteret, der vender imod Ånden, er af en sådan beskaffenhed, at det normalt skal kunne tilbageholde den viden, de egenskaber, erindringer og erfaringer, som den til legemet knyttede Ånd er i besiddelse af, og som ikke skal ledes til den menneskelige (fysiske) hjerne igennem det livgivende bånd. Forbindelsen mellem Ånden og det jordiske legeme er ordnet på en sådan måde, at kun så meget  kan slippe igennem af Åndens intelligens, som er nødvendigt til at frembringe den menneskelige personlighed i det foreliggende jordeliv. Gennem hjernen står mennesket i rapport med sin Ånd, så at alt, hvad mennesket tilegner sig af viden og erfaringer under de mange jordeliv,     b l i v e r  Åndens umistelige eje. (vml s.176-177) Ved hjælp af Isolationslaget — den side af Hylsteret, som vender mod Ånden — forhindres de øvrige dele af Åndens Nervecenter i at gøre sig gældende gennem den fysiske hjerne, så at kun de dele, hvormed hjernen står i direkte forbindelse gennem båndet, kan præge den menneskelige personlighed. (vml s.260) Alt hvad der holdes tilbage af Åndens viden, erindringer fra fortidige liv, kundskaber o.s.v. ligger således udenfor den menneskelige bevidsthed; i tilfælde, hvor Isolationslaget på en eller anden måde er blevet læderet af mørkets påvirkning, kan mere eller mindre af det tilbageholdte trænge ind i menneskets bevidsthed og virke forstyrrende på dets personlighed. Normalt skal mennesket intet erindre om sine tidligere tilværelser, da sådanne erindringer meget ofte ville hindre individet i at udnytte det foreliggende jordeliv på den bedste måde.  Meddelelser fra Ånden til den astrale og den fysiske hjerne ledes igennem Båndet, hvorimod meddelelser fra den fysiske eller fra den astrale hjerne ledes til Ånden gennem Hylsterets Opsugningslag. (vml s.260-262) Ved dødens indtræden løses Isolationslaget og opsuges af Lyset i et tidsrum af 3—6 timer. Dog har der været tilfælde, hvor Lyset på grund af mørkeophobninger ikke har været stærkt nok til at opsuge isolationslagene i den normerede tid, hvorfor disse hylstre, tit i årevis, har holdt sig på de steder, hvor de tilsvarende jordiske legemer var døde. Da hylstrene har en umiskendelig lighed med legemerne, som de engang omsluttede, er det hændt, at clairvoyante mennesker fejlagtig har antaget dem for de dødes Ånder. (vml s.176-177) Set fra oversanselig side ligner mennesket en ægformet, stærkere eller svagere lysende tågedannelse, hvori de menneskelige former kun svagt skimtes. Først ses i tågedannelsen Ånden i menneskelig skikkelse, noget svagere lysende end Lysomhylningen, og indenfor åndelegemets konturer et mørkere legeme: selve mennesket og den astrale genpart indrammet af en lysende linie — Hylsteret. Jo højere og renere den Ånd er, som er knyttet til mennesket, jo stærkere lysende er tågedannelsen og åndelegemets udstrålinger (Aura). Det ved døden afkastede Hylster eller Isolationslag, som findes mellem Ånd og legeme, er af klartsynede tit blevet forvekslet med afdødes ånder. En Ånd, selv den mest syndefulde, vil altid se ud som et levende væsen, hvorimod det afkastede Hylster nærmest ligner en maske. På steder, hvor der findes store mørkeophobninger, holder hylstrene sig ofte i lange tider, da de kun kan opløses og opsuges af Lyset. (vml s.176-178) De Ældstes Mmørkehylstre opløses kun af mørket og holder sig derfor længe på steder, hvor der findes stærke lysudstrålinger, da Lyset ikke kan opsuge det mørke, hvoraf hylstrene er dannet, førend mørkets udstrålinger har opløst dem. (vml s.238) Da dyrene ikke er begavede med et evigtvarende åndeligt Liv — ingen Ånd er knyttet til dyrelegemerne — har dyrene i modsætning til menneskene intet Opsugnings- og Isolationslag. (vml s.176-178)

"Et menneske består foruden af det jordiske legeme og dets astrale Genpart, også af et Opsugnings- og Isolationslag, der sætter Ånden i stand til at hindre erindringer om tidligere inkarnationers oplevelser i at virke forstyrrende på individets livsførelse”. VML s.176

Det livgivende Bånd bringer Lysets strøm fra det åndelige til det jordiske legeme. (vml s.17) Åndens selvstændige tankemeddelelser til den astrale og den fysiske hjerne foregår igennem det livgivende Bånd, der binder Ånden til det menneskelige legeme. Båndet har sit udspring i Åndelegemets store Nervecenter — der svarer til den fysiske hjerne — derfra går Båndet igennem Hylsteret og har sit endepunkt i den astrale hjerne, der, som tidligere sagt, er fuldkommen indvævet med den fysiske. Båndet, der således skal være den tankeførende ledning mellem Åndens store Nervecenter og det menneskelige legemes hjerne, er ikke fuldstændig indvævet i Nervecentrets forskellige afdelinger og forgreninger, men kun partielt.  Hvilke partier af Nervecentret der skal inddrages under Båndets område, afhænger af det åndelige standpunkt, som det menneske, hvortil den pågældende Ånd er knyttet, skal indtage under jordelivet. Særlig for de Yngstes vedkommende — menneskehedens foregangsmænd — er denne foranstaltning af stor vigtighed. At lade de Yngste, når de går ind til det jordiske liv, medtage alt det, som ligger indenfor deres åndelige Bevidsthed af viden, erfaringer, geniale kunstneriske evner osv, ville gøre dem aldeles uskikkede til at leve iblandt mennesker; derfor medtager de af deres egentlige individualitet kun så meget, som der er brug for i den foreliggende inkarnation, hvad enten de nu skal gøre fyldest som kunstnere, videnskabsmænd, opfindere, religiøse reformatorer, geniale statsmænd eller regenter osv, Når bestemmelsen er taget med hensyn til den mission, der skal udføres under jordelivet, og Ånden derefter knyttes til et vordende menneskelegeme, fastvæves Båndet til de dele af det store Nervecenter, hvis åndelige ballast skal præge det vordende menneske og gøre det skikket til at udføre den gerning, som er påtaget af den til mennesket knyttede Ånd. Viser det sig, at mennesket kommer ind på den rette vej og at det er i stand til, trods mørkets angreb, at kunne gøre fyldest ud over det, der var bestemt før inkarnationens begyndelse, kan der i kraft af Guds Vilje ske en yderligere udvidelse af forbindelsen mellem Båndet og andre dele af Åndens store Nervecenter, så at menneskets individuelle personlighed vokser på det område, der er dets arbejdsfelt. Ligeledes kan endnu flere dele af den psykiske hjerne indvæves med Båndet under jordelivet, hvis det bliver nødvendigt at hæve menneskets personlighed på flere forskellige åndelige felter, der på en eller anden måde berører den påtagne gernings område. (vml 259-260) Sålænge Ånd og legeme er forenet, kan det „livgivende Bånd“, der forener dem, ikke ses fra oversanselig side; men så snart som Ånden løses fra legemet, f. Eks. under søvnen, udvikles eller udspindes Båndet mere og mere — ligesom en edderkops tråd — idet Båndet indsuger den Lys- eller Mørkeomhylning, der omgiver Åndelegemet. Når hele Omhylningen er opbrugt eller udspundet, strammes Båndet og trækker sig ganske mekanisk tilbage, og Ånden må følge med, til legemet er nået, hvor foreningen, ligeledes ganske mekanisk, atter fuldbyrdes. Jo større Lys- eller Mørkeomhylningen er, jo længere kan Ånden fjerne sig fra sit legeme. Men da menneskeåndernes Omhylning ikke er ret stor, kan disse kun fjerne sig i korte afstande (30—60 à 100 Meter) fra legemet, hvorimod de Ældste og de Yngste kan fjerne sig overordentlig langt; de Yngste kan endog nå til hjemstederne i den sidste Sfære om jorden. Da Båndet er meget elastisk, kan det ikke briste, men Ånden må nøje passe på, at den ikke opbruger hele sin Omhylning, da den i så fald ufravigelig bliver draget tilbage. (vml s.273) Men de af de Yngste, der af Gud var udvalgte til at menneskeliggøres, blev af Guds Hjælpere og af deres Brødre og Søstre bragt til jorden og bundne ved Lysets livgivende Bånd til endnu  u f ø d t e  menneskebørn. Og Gud tog deres tanker, tog deres erindring; og de beholdt af Åndens Lys kun det, de havde lovet at bringe menneskene. Da tidens fylde kom og børnene skulle fødes, drog de Yngste, der var bundne til de ufødte barnelegemer, nærmere og nærmere til disse. Og i den stund de fødtes til livet, lagde de Yngstes Åndelige legemer — ledede af Guds Vilje — sig som en kappe om de nyfødte og dannedes efter deres jordiske legemer, medens det livgivende Bånd bragte Lysets strøm fra det åndelige til det jordiske legeme. Og intet uden døden formåede at sønderrive Båndet og løsgive Ånden.  (vml s.17) Ved det livgivende Bånd er Ånden under spontan frigørelse; ved alvorlige sygdomme, hvor legemet under feberanfald er bevidstløst, eller ved ulykkestilfælde, hvor den tilskadekomne besvimer, under narkose eller lign., dog stadig forbundet med legemet. Enkelte mennesker bevarer undertiden svage erindringer fra denne Åndens og legemets adskillelse. Ligeledes under søvnfrigørelse er Ånden bunden til sit fysiske legeme ved Båndet, selv om den under legemets søvn opholder sig i Sfærerne. En sådan natlig søvnfrigørelse tillades i tilfælde, hvor Ånden har påtaget sig en eller anden mission i sin menneskelige tilværelse; den kan da af og til, når det gøres nødvendigt, vende tilbage til sin bolig i den oversanselige verden, hvor den gennem samtaler med sine åndelige ledere styrkes i sin jordiske opgave. (vml s.176) Ardor betegner Båndet som livgivende, fordi Ånden ved hjælp af dette Bånd står i forbindelse med sit fysiske legemes hjerne og derigennem giver mennesket „åndeligt Liv“ = Tanke og Vilje. (vml s.174)

"Det livgivende Bånd bringer lysets strøm fra det åndelige,- til det jordiske legeme”.  vml s.17

"Efter det ødelagte riges forsvinden deltager også Lysbølgen, der ligesom et mægtigt isolationslag indtog dets plads om jorden, i det neutraliserede mørkes elimination".  VML s.167

Forud for den af Gud udsendte Lysbølge, skete et mægtigt astralt uvejr, fremkaldt ved Guds Vilje, hvorved det polariserede mørke, som endnu fandtes dér, blev afpolariseret for derefter at opsuges af Lysbølgen, hvis Lysstyrke gennem opsugningen blev betydelig nedsat.  Den nedsatte Lysstyrke kan nærmest sidestilles med en svagt lysende morgendæmring, men efter som det opsugede mørke gennemlutres og bortføres med Lysæterens kredsløb, vil styrken i årmillionernes løb langsomt stige, til den fulde lysstyrke atter er nået; hvor lang tid denne gennemlutring vil tage, véd kun Gud alene; dog vil den bringes til ende,  i n d e n   M e n n e s k e h e d e n   f o r l a d e r   J o r d e n . De større astrale uvejr kan ofte påvises i den fysiske verden gennem større eller mindre forstyrrelser i jordmagnetismen. Uvejr, der foregår uden for jordens atmosfæriske lag, kan dog kun mærkes og påvises, når de er særlig voldsomme. Sfærerne ligger udenfor jordatmosfæren og indenfor månebanen. (vml s.280-282) Efterhånden som det afpolariserede mørke fra det ødelagte rige bliver elimineret, vil flere og flere stråler fra den astralt-materielle del af solens Lysomhylning trænge igennem og nå til jorden. Sollyset vil langsomt — fra århundrede til århundrede — stige i klarhed og styrke. Denne langsomt tiltagende klarhed i sollyset vil kunne iagttages fra jorden. For fremtiden vil den Lysbølge, der bortslettede det ødelagte rige, som et hele jordkloden omsluttende isolationslag (uden for Jordatmosfæren) forhindre, at de løse omkringdrivende mørkeophobninger, der findes om og på jordkloden (både i og udenfor de atmosfæriske Lag), kan trænge ind i de jorden nærmest liggende opholdssteder — Sfærer — og formørke eller helt ødelægge dem, hvilket tidligere ofte er sket, så at Gud atter og atter har måttet rense og genopbygge dem. (vml s.166-167) En del af det afpolariserede — neutraliserede — mørke blev, før det ødelagte rige bortslettedes af Lysbølgen, elimineret gennem opsugning af de Lysudstrålinger, som i vide kredse udspredtes fra de menneskeliggjorte Yngstes åndelegemer. Men efter det ødelagte riges forsvinden deltager også Lysbølgen, der ligesom et mægtigt isolationslag indtog dets plads om jorden, i det neutraliserede mørkes elimination. Fra Lys- isolationslaget er der af de diskarnerede Yngste draget fine Lysbånd gennem de mørkelag, der hviler direkte om og på jordkloden; disse Lysbånd føres, ligeledes af de Yngste, til steder, hvor der findes neutraliseret mørke, som da opsuges derigennem og på denne Måde fjernes fra Jorden, hvorefter det af Æterens Lysstrømme drages ind i det store lutrende kredsløb gennem Guds Flammevæsen. (vml. s.280-282) I den stund Gud fremsteg som Personlighed, drog Han ved sin Vilje Lyset ind i et evigt, ubrydeligt kredsløb og lod det gennemstrømme sit flammende Væsen; samtidig drog Han mørket ind under Lysbølgernes kredsløb, for således at lade det gennemlutres og elimineres. (vml s.147) Men efter det ødelagte riges forsvinden deltager også Lysbølgen, der ligesom et mægtigt isolationslag indtog dets plads om jorden, i det neutraliserede mørkes elimination.(vml s.280-282)

Reinkarnation

Da Gud lovede nogle af sine faldne børn at tage sig af menneskeheden, dvs. give ethvert menneske Tanke og Vilje – måtte Han yderligere give disse – i åndelig henseende – svage, uudviklede individualiteter en legemlig iklædning til brug for opholdet i Sfærerne mellem inkarnationerne. Gud formede da af Lysets materie en smidig og elastisk substans, med hvilken Han beklædte de åndelige individualiteter, idet Han samtidig gav hvert enkelt Lyslegeme en plastisk form. Ligesom forbilledet for blomsten er skjult i frøets kim, således skjuler Gud i denne plastiske form et æterisk »Noget«, der er mere end et forbillede for Egoets sande legemlige iklædning. En iklædning, der først træder synlig frem i den stund, da det åndelige Ego for stedse løses fra de jordiske genfødsler. Denne legemliggørelse af Tanke og Vilje er bestandig gået forud for hver   »ny Ånds« indtræden i den jordiske verden. Og hver eneste Ånd bærer derfor i det synlige legeme et usynligt æterisk forbillede for sin sande skikkelse. Gud præger således i det skjulte sit barn til evighedslivet i Faderhjemmet. (sos s.55) Gud sendte den nyskabte Ånd til den første menneskelige iklædning som en absolut »ren« Lysskabning, som et ægte barn af Guds eget Væsen. Men disse rene åndelige skabninger bandtes til urene mørkelegemer. Og da menneskelegemet fra dets Skabers Hånd er formet og skabt i et dobbelt materiale – det astrale og det molekylare mørke – og da den til legemet knyttede Ånd står i en direkte forbindelse både med dette legemes astrale og dets fysiske (molekylare) hjerne, kan Ånden – Egoet – påvirkes både »indefra« og »udefra« ved hjælp af det »livgivende Bånd«.  Indefra, dvs. gennem den astrale hjerne, påvirkes Egoets psykiske hjerne = Tanke og Vilje af det i denne beholder ophobede og opsummerede Lys- eller Mørkemateriale = åndelig slægtsarv.  Udefra, dvs.: gennem den fysiske (molekylare) hjerne, påvirkes Egoet af de mørkehobe eller lysstrømme, der findes på de steder, hvor mennesket opholder sig. Men for at Guds Lysskabning ikke skal overlades til sig selv på dens vanskelige vandringer i den menneskelige verden, følges barnet – som ofte forklaret – af en Skytsånd = menneskets Samvittighed.  Med kærlighed, nænsomhed, tålmodighed og omhu våger Skytsånden over sin myndling og søger på alle måder at støtte, vejlede og retlede barnets vaklende, usikre skridt i den jordiske mørkeverden. Hvis mennesket – som åndelig personlighed – fra første færd og til alle tider i livets forskellige forhold ikke alene ville lytte til, men også følge samvittighedens vejledning, ville den til menneskelegemet bundne Ånd efter hver inkarnations ophør vende tilbage til sit Sfærehjem ligeså ren i Tanke, Sind og Vilje, som den var, da den sendtes til sin første inkarnation. Men den nyskabte ånds Tanke- og Viljedel er hver især kun som en svag, ulmende glød sammenlignet med Guds »flammende« Tanke og Vilje. Og i stedet for at følge den altid årvågne samvittigheds tilskyndelser, lader Egoet sig påvirke både af de indefra – fra den astrale hjerne – og af de udefra – gennem den fysiske hjerne – kommende mørkeindskydelser, tankeforestillinger og tankebilleder. Gennem det »livgivende Bånd« indsuger Ånden i sin Tanke og Vilje det indre og det ydre mørke, der i disse afsættes som Mørkekomplekser. Men igennem de således modtagne mørkekomplekser fjernes egoets Tanke og Vilje fra hinanden, d. v. s.: Båndet dem imellem slappes . Og ved hjælp af de indsugede Mørkekomplekser skabes også hos menneskeånden virksomme områder for mørkets nedad-dragende, forvrængende, splittende og ødelæggende udstrålinger, evner og kræfter. Viljen bliver rede til at drage Tanken i retning af synd, ondskab, slethed og ugerninger, og Tanken lader sig drage i den af Viljen bestemte retning. (sos s.97-98) Efter som de gentagne inkarnationer forøger denne modstandsevne, -Lyst og -Kraft, vil der skabes en virksom reaktion mod Mørket. Viljen vågner til initiativ i Lysets retning, og langsomt påvirkes Tanken til at følge den af Viljen givne retning – Selvudrensningen begynder =   d e   i n d s u g e d e   Mørkekomplekser elimineres, efterhånden som Egoet overvinder det onde, slette og syndige i sit væsen. Og igennem de stedse fremadskridende jordeliv vil det tidspunkt engang indtræde, da tankens og viljens – mod hinanden – fremadglidende bevægelse vil resultere i en sammensmeltning. Som regel bliver den inkarnation, i hvilken dette sker, den pågældende Ånds sidste. For når alle mørkekomplekser er eliminerede, så at Tanke og Vilje danner en fast enhed, har Mørket intet at arbejde med. (sos s. 292)   Jo højere det åndelige Ego er, der er knyttet til det menneskelige legeme, jo klarere og mere fastbyggede er dets Tankebilleder, eller Fantomer; men i de allerfleste tilfælde udformer eller færdigformer menneskene ikke deres tanker til fuldkommenhed, hvorfor det, der fremkommer eller frembringes i det åndelig-astrale materiale, som oftest kun ligner løse, udflydende og farveløse tågeskitser. Enhver forfatter, maler, billedhugger, eventyrdigter o.s.v., der ved hjælp af de i den jordiske verden brugbare materialer vil omsætte sine tanker, så at de på en eller anden måde kan sanses og opfattes af deres medmennesker, danner eller skaber, bevidst eller ubevidst, i Tanken et eller flere billeder af det, som de ønsker at gøre tilgængeligt for sansning.  Den form, det præg, som åndelegemets plastiske substans har modtaget ved det tilsvarende menneskelige legemes fødsel, kan ikke ændres, førend en ny genfødsel = en ny inkarnation indtræder, da først sker der en ændring både for det åndelige Egos og det menneskelige legemes vedkommende. Denne ændring fremkommer gennem den slægtsarv, som den genfødte Ånd modtager – såvel i åndelig som i legemlig henseende – fra forældrene og fra deres forfædre. (sos s.60) Hvis fosteret dør, inden det er fuldbåret, frigives Ånden, der er bundet til det, og antager i løbet af kort tid det udseende, den havde, før den blev knyttet til fosteret — inkarnationen fuldbyrdes således ikke. Er Ånden under barnets fødsel forenet med det — har antaget dets udseende — og barnet dør kort efter fødselen, bringes Ånden i barnets skikkelse, tilbage til Sfærerne og opvokser dér i plejehjem, til myndighedsalderen er nået, og går da ind til en ny inkarnation. Disse perioder for ånder, der som børn vokser op i Sfærerne, betragtes som hvile- og læretider. Dette gælder alle menneskeånder, hvis jordiske legeme dør i barnealderen. (vml s.274) Dør et barn lige efter fødselen, eller i barnealderen, vokser Ånden op i den Sfære, i hvilken dens hjem er beliggende. Og dens legeme formes og udvikles – alt som det antager større dimensioner – efter det anlægspræg, som det har modtaget, da det tilsvarende jordiske legeme fødtes. (sos s.56-58)   Ved selvmord, knyttes Ånden straks efter til et menneskefoster for at gennemleve et jordeliv, der anlægges parallelt med det – ved Selvmordet – brat afbrudte. Selv om Gud beklæder Tanken og Viljen med en ny plastisk Lyssubstans, betyder dette ikke: at det åndelige Ego må begynde forfra med sine inkarnationer. Det betyder kun: at Gud sætter Tanken og Viljen = det åndelige Ego i stand til at kunne fortsætte den engang påbegyndte udvikling gennem de jordiske genfødsler. Alle deforme, vansirende præg, som åndelegemet har modtaget gennem det tilsvarende menneskelige legemes liv, færden og virken i den jordiske verden, bliver udlignet og udglattet, de mistede lemmer rekonstrueres, det af sygdom og lidelser prægede legeme modtager sit ungdomspræg fra 30–40 års alderen eller fra en tidligere alder o. s. v. Dette sker først, efter at Ånden har opgjort sit regnskab, har sørget over sig selv og angret sin syndeskyld. Men alle deformiteter, som åndelegemet – ifølge det åndelige Jegs Karma – er beheftet med fra det tilsvarende menneskelige legemes fødsel, bibeholdes, om end i en mildnet form, indtil en ny inkarnation indtræder. (sos s.58) Efter det astrale jordplans rensning for alle jord- og syndebundne ånder er der nu intet mere, der hindrer skytsånderne i at yde enhver døende hjælp; selv den mest syndefulde vil nu og i fremtiden altid blive dysset i søvn ved det fysiske legemes død og først vågne til bevidsthed i den Sfære, hvor åndens bolig findes og hvortil den bringes af sin Skytsånd. (vml s.188-189) Da opholdet i Sfærerne for de unge og uudviklede ånder, generelt er kortvarigt, 5 - 30 år, kan menneskene ikke forvente efter hver inkarnation at træffe alle de forudgangne slægtninge og kære; men der bliver altid sørget for, at de mennesker, som i de jordiske inkarnationer elskede hinanden, af og til kan mødes under opholdet i Sfærerne. Menneskeånder, som i de jordiske tilværelser har haft fælles åndelige interesser, sympatiske forbindelser og lign., slutter sig ofte sammen i større eller mindre kredse. Og når de alle har overvundet mørkets magt og således fuldendt de mange reinkarnationer, bliver de, alle samtidig overført til en af kloderne i de fjerne stjerneuniverser, for dér at fuldstændiggøre deres åndelige udvikling. Den længste tid det har taget en menneskeånd at blive løst fra jordelivene er ca. 3 millioner år, den korteste tid er ca. 1,3 millioner år. (vml s.175)

"Den form, det præg, som åndelegemets plastiske substans har modtaget ved det tilsvarende menneskelige legemes fødsel,   kan ikke ændres, førend en ny inkarnation indtræder, da først sker der en ændring både for det åndelige Egos og det menneskelige legemes vedkommende". SOS s.99

Hvile,- og Læretid

"Men så snart som angeren har indfundet sig – da har den angrende også i samme øjeblik modtaget Guds Tilgivelse, og det skete slettes for bestandig uden noget krav om soning; for Guds Barmhjertighed og Medlidenhed – Udslag af Guds Kærlighed – står over Gengældelsesloven". SOS s.36

Når Ånden ved døden atter løses fra det jordiske legeme, bringes den, i en søvnlignende tilstand, af sin Skytsånd til det opholdssted og den bolig, som den forlod ved sin inkarnation. Efter opvågningen må Ånden nøje gennemtænke det nylig endte jordeliv, opsummere alle tanker og alle handlinger — onde som gode — samt gøre rede for  a l l e  de  tilfælde, hvor den som menneske var i uoverensstemmelse med sin Samvittighed. Gud stiller selv de spørgsmål, som Han ønsker nærmere besvaret, idet Han lader sin Stemme lyde til enhver, der har fuldendt sit opgør.  Gud taler ved sin Tanke, og ved Hans Vilje omsættes de af Hans Tanker frembragte vibrationer til lydbølger. Som regel „taler“ Gud til tusinder ad gangen; men hver enkelt Ånd hører kun de spørgsmål, der rettes til den alene, og ordene lyder, som om Gud talte i det jordiske sprog, den pågældende Ånd benyttede i den sidst afsluttede inkarnation. Er hvert spørgsmål besvaret i overensstemmelse med Sandheden, overlades Ånden på ny til Skytsånden, som drager omsorg for den under Hviletiden.  Når den tilmålte Hviletid er forbi, overføres Ånden til en skønnere bolig eller til en højere Sfære, hvis den ved sit jordeliv har gjort sig værdig dertil; i modsat fald forbliver den i sin gamle bolig; for hvor meget mennesket end har syndet, går Ånden aldrig tilbage til en lavere Sfære eller til en ringere bolig. I Lysets Verden er alt fremgang eller — for en tid — stilstand; men aldrig tilbagegang.  Efter Hviletiden, hvad enten Ånden overflyttes til et andet sted eller forbliver i sin bolig, modtager den undervisning i de specielle ting, der kan komme den til nytte under næste inkarnation. (vml s.170-172) Men når Ånden er frigjort fra sit menneskelige legeme og befinder sig i sit Sfærehjem langt borte fra det jordiske mørke, da er Guddomsgnisten – det Guddommelige Element – stærkt nok til at reagere overfor det afsluttede livs mørkefaser. Skytsåndens opgave bliver således i sfærehjemmet den: at hjælpe og støtte sin myndling under hans/hendes selvgranskning. Den søger da kærligt og tålmodigt at tale sin myndling til rette, søger at overbevise ham/hende om, at alt fra jordelivet må gennemtænkes, erkendes og angres, førend sindets Fred og Hvile kan indtræde. (sos s.47-48) I denne selvgransknings tunge tid er den syndefulde Ånd tilsyneladende ene i sit Sfærehjem, for ingen af de forrige, hverken af slægt eller venner, må være til stede. Men selv i denne tilsyneladende ensomhed drager Gud omsorg for menneskeånden; thi Lysets Ånder kommer ofte og taler til den ensomme. (sos s.87)    Det præg, som Åndelegemet medbringer fra det jordiske liv, bevares da, indtil Ånden har opgjort sit regnskab overfor Gud. Men skønt de ånder, som i jordelivet var knyttede til blinde, døve, lamme eller åndssvage mennesker, ligeledes bevarer et præg af disse lidelser, indtil regnskabet er opgjort, kan de dog i deres Sfærehjem se, høre, tale, tænke og bevæge sig fra sted til sted. Men grunden hertil er den: at Gud i den plastiske substans, hvoraf Han dannede og danner Åndens Legeme til livet i de sfæriske verdener, har skjult et „Forbillede“ til Åndens sande evigtvarende Legeme. Og ved hjælp af forbilledets psykiske Syns- Høre- Tale- og Tænkeorganer samt bevægelsesevne kan de førhen således defekte mennesker – som Ånder – se, høre, tale, tænke og bevæge sig. (vml s.57) Menneskeånderne beholder som frigjorte præget af det jordiske legeme, indtil en ny inkarnation begynder, hvor de da, som meddelt, antager det nyfødte menneskebarns udseende og formes efter barnet, mens dette vokser til og lever sit liv. Dør mennesket i den ældre alder eller i oldinge-alderen, beholder den frigivne Ånd det ældede præg, indtil den har gjort rede for sit jordeliv, hvorefter den antager det udseende, som menneskelegemet havde i 30—40 års alderen. (vml s.176) Det præg, som menneskeånden – i åndelig og i menneskelig henseende – modtager gennem en jordisk fødsel, bevares både i det foreliggende jordeliv og i Sfærerne, indtil en ny inkarnation indtræder, hvorved der tilføres Ånden et nyt præg såvel i åndelig som i menneskelig forstand. (sos s.60) Da imidlertid ingen – efter den almindelige lov om inkarnationer – inkarneres uden at give sit samtykke dertil, må den Ånd, der nægter at sone sin synd, forblive i sit Sfærehjem, uden at nogen som helst fremgang er mulig for den. Den deltager således ikke i nogen forberedende undervisning, der kan være den til nytte i den kommende inkarnation. Dog vil dette liv i lediggang og i ensomhed i de fleste tilfælde snart bringe Ånden til fornuft, så at den bliver villig til at underkaste sig gengældelseslovens bestemmelser. Men viser det sig – efter en bestemt tids forløb – at den pågældende ikke vil bøje sig for loven, får Ånden tilladelse til at blive inkarneret i stedet for at opholde sig i sit Sfærehjem. Denne tilladelse er altid blevet modtaget; for alle foretrækker at leve på jorden, som menneske sammen med andre væsener, fremfor at være absolut ene i Sfærehjemmet. Men den ekstraordinære inkarnation bringer ikke dette menneske frem i åndelig henseende. I disse tilfælde er mange inkarnationer ofte nødvendige for at bøje den stædige. Men når det tilsidst går op for menneskeånden: at så godt som alle af dens samtidige er nået længere frem, er gået over i højere sfærer, da føler den for alvor ensomhedens tynge og bøjer sig for det uundgåelige: Soningsinkarnationen. (sos s.23) Men så snart som angeren har indfundet sig – da har den angrende også i samme øjeblik modtaget Guds Tilgivelse, og det skete slettes for bestandig uden noget krav om soning; for Guds Barmhjertighed og Medlidenhed – Udslag af Guds Kærlighed – står over Gengældelsesloven. (sos s.36) De ånder, som i lange tider ikke vil angre, beholder det jordiske legemes af alderdom, lidelser og elendighed prægede udseende, indtil angeren engang melder sig – måske først efter mange års ophold i Sfærehjemmet. I de tilfælde, hvor Ånden kræver en tidligere inkarnation end normalt, bevares dette udseende til den stund, da kravet om ny inkarnation kan opfyldes. (sos s.58) Hvis det er for sent for synderen at opnå sin modparts tilgivelse, fordi han/hun måske slet ikke vender tilbage fra sit jordeliv i den tid, der er givet synderen til Hvile- og Læretid; Måske fordi modparten hører hjemme i en højere sfære, hvortil synderen ikke har adgang; måske fordi modparten, hvis han er vendt hjem til sin Sfære, ikke på nogen måde vil tilgive. – I sådanne tilfælde må synderen underkaste sig gengældelsesloven i dens fulde strenghed, og må da i et kommende jordeliv sone sin synd, d. v. s. lide den selvforskyldte lidelse – åndelig eller legemlig. Men igennem den udståede lidelse vil synderen lære at vogte bedre på sig selv, så at han, næste gang han står i begreb med at udføre en lignende slet handling, som den, for hvilken han har lidt, da lettere kan overvinde fristelsen til at handle imod sin samvittigheds ledelse. (sos s.37) Ægtefolk, der ønsker at gense hinanden i det Hinsidige, får altid dette ønske opfyldt – og tusinder og atter tusinder har været lykkelige ved dette gensyn. Hvis den på jorden tilbageladte ægtefælle ikke vender hjem til sin Sfære, inden den først hjemgangnes Hvile- og Læretid er udløbet, mødes de efter en senere inkarnation, hvis det ønskes. Er den ene af ægtefællerne en af de »Yngste«, den anden en menneskeånd, vil den Yngste altid være i stand til at opsøge menneskeånden i dens Hjemsfære.  Er der tale om menneskeånder fra forskellige sfærer, vil den, der hører hjemme i en højere sfære, komme til den, der hører hjemme i en lavere – ikke det omvendte.  I ganske enkelte tilfælde er dog menneskeånden under sin skytsånds ledsagelse blevet bragt til et højere plan, for at det ønskede møde kunne finde sted. Men reglen er som ovenstående. (sos s.54-55) I tilfælde, hvor en menneskeånd og en af de »Ældste« har været knyttede til mennesker, der har levet som ægtefæller i det jordiske liv, har menneskeånden i de allerfleste tilfælde ikke ønsket noget gensyn – af meget let forståelige grunde. Har et ægteskabeligt liv formet sig som et »Helvede«, er selvfølgelig ønsket om et gensyn efter døden ikke opstået hos nogen af parterne. Men ægtefæller, der ikke ønsker at genses i det Hinsidige, vil altid i en senere inkarnation stilles overfor hinanden for at tilgive hinanden ved på ny at lære at elske hinanden.  I de meget få tilfælde, hvor menneskeånden har ønsket at gense sin kontrapart – når vedkommende var en af de Ældste – fordi han/hun har følt: at ægteskabet kunne være faldet mere heldigt ud, hvis der var udvist større Tålmodighed og Kærlighed, er menneskeånden under ledsagelse af en af de Yngste blevet ført til Helveds-sfæren og dér stillet overfor sin kontrapart. Hvorledes disse møder er forløbet, vedkommer kun de pågældende. – Da Helvedssfæren = det »ødelagte Rige« nu er bortslettet, vil ægtefæller i fremtiden kun mødes i sfærerne eller i et nyt jordeliv.  Har talen været om en af de Yngste og en af de Ældste, som i jordelivet har været ægtefæller, har den Yngste i de fleste tilfælde opsøgt den pågældende Ældste i Helvedssfæren. Og i mange tilfælde er et sådant møde resulteret i, at den Ældste er blevet udfriet af mørket i Helvede, er gået ind under Gengældelsesloven, er blevet inkarneret under Guds Ledelse, er, med andre ord, vundet tilbage til Gud og derved blevet villig til at stride sig igennem de mange inkarnationer for at genopbygge sin personlighed. (sos s.55)

Nogle af Lysets love

Hver tid har sine love! Hver tid har sine love for utugt, usædelighed og kønslige forbrydelser.  Hver tid har sine synsmåder på disse foreteelser, men kun Gud alene kan afgøre, hvor dybt disse sædeligheds-forsyndelser og forbrydelser bunder i egoets sind og tanker. Derfor kan der ikke fra oversanselig side gives en nøjere specificering af begrebet : Hor, der fuldtud kan gælde for alle folkeslag og fuldtud gælde for alle tider. Kun så meget kan siges: at enhver først og fremmest må udrense tanke, sind og følelser, for er det gjort, da vil mennesket stå fast i sin renhed overfor alle seksuelle udskejelser, overfor alle unormale eller utugtige foreteelser i sædelig retning. SOS s.41 Ophør med Spiritiske Séancer! Menneskeånderne bedres ikke, før den tid kommer, da menneskene har lært at være mindre egoistiske i deres sorg over de mistede kære; de bedres ikke, førend alle spiritistiske séancer ophører for altid. Først da vil der også på dette punkt kunne skabes bedre forhold både for de døde og for de levende. SOS s.47 Forståelse for det sfæriske liv! Menneskene må derfor i fremtiden erindre: at de bortgangne lever i deres forskellige sfærer, hvortil de er nået gennem deres kamp bort fra mørket og frem imod Lyset, erindre, at de diskarnerede menneskeånder ikke længer færdes om dem, fordi de, efter Guds Love, ikke må opholde sig på jorden, erindre, at opholdet i sfærerne er en hvile- og læretid, og at ånderne kun vil sinkes og bindes af de efterladtes egenkærlige længsel og kaldende tanker. VML s.235 Tving ikke Kærligheden! Men så længe som mennesker bindes gennem rigoristiske bestemmelser for en ægtepagts opløsning, så længe ægteskabet betragtes som et sakrament, eller fordi den ene part krampagtigt har holdt fast i sin “ret”. Og så længe det i al almindelighed betragtes som en skam at søge ægteskabelig skilsmisse, kan gennemsnitsmennesket ikke nå frem til at virkeliggøre dette ideal. - Mennesket bør også her stå frit i sit valg med hensyn til en opløsning eller til en fortsættelse af ægteskabet. Jo vanskeligere det er at opnå skilsmisse, desto mere tyngende vil det »ægteskabelige åg« blive enten for den ene part eller for begge parter. Kun vrede, had og ondt sind kommer ud af den art bestemmelser. Mange ægtefolk, der kunne have opnået et lykkeligt og fredeligt samliv med en anden fælle end den først valgte, er forsumpet i livet, er gået helt til grunde både i moralsk og i åndelig henseende. Særlig manden – må se at komme bort fra den ældgamle betragtningsmåde hvor ægtefæller er hinandens ejendom. For efter Guds Love har manden ingen ejendomsret over kvinden, lige så lidt som hun har det over manden. Begge parter skal stå lige frit overfor hinanden – men kan de ikke det, må de langt hellere skilles, først og fremmest hvis der er børn i ægteskabet. For børnenes åndelige habitus kan forringes i en betydelig grad, hvis de bestandig skal være vidner til forældrenes strid og skændsmål. SOS s.38 Modning gennem Inkarnationer! Endnu mindre kan dette arbejde, udøvet blandt mindre udviklede hedningefolk, komme i samklang med den måde, hvorpå Gud søger at opdrage menneskene: et skridt frem gennem hver inkarnation, fra uudviklede væsener til mere åndsklare, mere frittænkende individualiteter, ved hvilken fremgangsmåde de bedre og bedre bliver i stand til at forespejle sig en fuldkommen, en ophøjet Guddom, efterhånden som det åndelige Ego modnes gennem sin vækst og hæver sig til bevidst erkendelse af dets Guddommelige oprindelse og evigt-varende eksistens. Set fra et overmenneskeligt standpunkt bliver det religiøse missionsarbejde blandt lavtstående hedninger således ganske overflødigt, lige så overflødigt som en moders tale til barnet i vuggen om dets Guddommelige oprindelse og dets himmelske Fader. VML s.206 Den globale Fredstanke! Og så længe nationernes enkelte medlemmer ikke udgør et sammensmeltet hele, stræbende efter indbyrdes fred og fordragelighed, så længe menneskene ikke i fuld tillid til Guds Faderlighed og Retfærdighed kan lægge alt i Hans Hånd og trygt give sig ind under Hans Ledelse, så længe de manges vilje ikke er forenet med Hans Vilje, kan blodsudgydelse, vold og krig ikke ophøre, og fredstanken ikke føres til sejr på jorden.  Gennem troen på Guds Tilværelse, gennem tilliden til Hans Førelse skal menneskene sejre over mørkets indflydelse, sejre over had, forbandelser, misundelse og magtbegær.  Kunne det tænkes, at et helt folk stod enigt sammen i fuld tillid til Gud og i fuld forvisning om, at intet ondt kunde ramme det fra en magthaverisk, misundelig eller rovbegærlig nabo, da ville selv de ondeste anslag falde til Jorden, prelle af mod den fælles absolute tro. — Men, hvor findes et sådant folk? — Menneskeheden er endnu i sin barndom, og århundreder eller årtusinder vil måske svinde, førend den fulde forståelse af et sådant urokkeligt tillidsforhold mellem Gud og menneskene er nået. VML s.311 Den frie Vilje! Og så længe som menneskene ikke forstår at benytte den frie vilje på rette måde, sålænge de lader mørket herske over sig i stedet for frivillig at give sig ind under Lyset, sålænge kan Lyset ikke til fuldkommenhed regulere f. Eks. de love, som betinger menneske-slægtens forplantning og det menneskelige legemes frigørelse for abnormiteter og deformiteter. VML s.283 Forbud ift. Oplysning! Ingen regering har – efter Guds Love – myndighed til gennem en så rigoristisk lov, som forbudsloven er, at binde et folks vilje. For en lov, der baster og binder den frie viljes initiativ, er af det onde og vil kun skabe uholdbare tilstande, da alle, der ikke vil lade sig binde, nok skal finde udveje til at skaffe sig det, som loven går ud på at nægte dem. Derimod vil et effektivt oplysningsarbejde om, hvilke ulykker, lidelser og forbrydelser en umådeholden nydelse af spirituøse drikke kan forvolde, altid være på sin plads; det bliver da hver mands sag at holde sig inden for de rette grænser. Ligeledes bør straffen for de ulykker og forbrydelser, der forvoldes under drukkenskab, skærpes betydelig, da det absolut ikke er nogen undskyldning for de pågældende, at de i ulykkesøjeblikket eller under udøvelsen af deres forbrydelser ikke har haft det fulde herredømme over deres åndsevner eller deres vilje. SOS s. 64 Forsvar ift. angreb! Så længe som den angrebne part indskrænker sig til kun at forsvare sit land, sine rettigheder, er uretten ved-blivende på angriberens side. Men i det øjeblik den angrebne fører kampen over i modpartens land for selv at angribe dér i stedet for at holde sig til forsvaret alene, må han med sin mod-part dele ansvaret for alt, hvad der sker fra den stund, da han overskred sin fjendes landegrænse. VML s.312 Ingen bør omgås sit legeme med letsindighed! Der skal efter døden gøres rede for hele det jordiske livs forløb – også for eventuelle misbrug af nydelsesmidler. I Kristi Tale, i Vandrer mod Lyset s. 117, afsnit 8, siger Kristus: "Værer varsomme med alle rusende drikke og sløvende gifte; thi I skulle vide, at I selv fuldtud må bære ansvaret for de tåbelige, onde og slette handlinger, I udøve, når I, ved uagtsomhed eller slet vane, mister herredømmet over jeres forstand og jeres Vilje". Mennesket henvises her til at omgås varligt med visse nydelsesmidler. Det forbydes ikke at benytte dem, men der siges, at de bør anvendes således, at disse midler ikke skader helbredet og ikke skaber en slet vane, eller således, at mennesket ikke mister sin selvkontrol. Hvad tobak, kaffe og the angår, så er disse “ gifte", anvendt med måde, ikke ødelæggende for legemet. Men hvis alkoholdige drikke og andre nydelsesmidler bruges til overmål, så at de virker nedbrydende på legemet og bliver skyld i, at mennesket, ifølge dette misbrug, vender tidligere hjem, end det normalt skulle, vil dette ikke blive betragtet som selvmord. I disse tilfælde dømmes der ud fra den af Guds Love, der siger: at ingen må omgås sit jordiske legeme med letsindighed. Og de, der forsynder sig imod denne lovparagraf, vil blive inkarnerede på steder og under forhold, der kan virke i forbedrende og opdragende retning, så at de pågældende kan lære at tage sig i agt for at benytte nydelsesmidler til overmål. SOS s. 63

127. Salme, 1. V.: Dersom Herren ikke bygger Huset, da arbejde de forgæves, som bygge derpaa;...  VML s. 3

Lyt til Album

UDGIVELSER

I den tvungne nødvendighed for frihed uden grænser; i komposition, i budskab og i form, fandt vi frem til, at lydkunsten.dk var det eneste rigtige valg for vores produktioner. Som en lille Ø, frit svævende mellem 'himmel og jord'.

Vil du vide mere om Vandrer mod Lyset! Klik her

De 4 Legemer, mfl.

Vandrer mod Lyset!

I Fortidens Synd og Mørke

I Lyset af dem vi Følger

Om

I Mørket for dem vi Frygter

Vandrer mod Lyset! er et kærlighedsbudskab fra den oversanselige verden til alle mennesker på jorden - uanset tro, race eller nationalitet. Værket beskriver på en unik måde, emner af etisk, spirituelt, filosofisk og videnskabelig art. Vandrer mod Lyset! og de medfølgende bøger, er ikke noget trossystem eller nogen sekt, men forklarer derimod, hvordan og hvorfor at religion overhovedet er opstået, og afklarer på en myndig og logisk sammenhængende måde, meningen med livet på jorden samt, at alle mennesker, som en umistelig gave fra Gud, har modtaget det evige liv. Her bliver forklaret om hvorfor livet på jorden rummer så megen ondskab, død og elendighed, når Gud er kærligheden selv. Her meddeles, at ethvert menneske - via reinkarnation, selv må sone sine fortidige synder i fremtidige liv. At enhvert menneske der beder en inderlig og tillidsfuld Bøn, mødes med Gud og at Han altid er parat til at yde den hjælp, det bedende menneske har brug for. 

I rækkerne af vores Inkarnationer

"Ethvert Menneske bærer i sin Tanke en Afspejling af Gud; jo yngre og mindre udviklet Menneskeånden er, jo ringere og dunklere er Afspejlingen, og jo mere menneskelignende bliver det guddommelige Ideal, da alle Idealer, der afledes af menneskelige Forestillinger, yderligere belastes med rent menneskelige Følelser og Egenskaber".VML s. 239

Her i Lydkunsten er der feststemning og taknemlig glæde over gennemførelsen af vores første album : “Musikaliserede uddrag af Kristi Tale”, bestående af 12 originale kompositioner. Denne idé der langsomt tog form fra 2006´og som udviklede sig til tusindvis af tanker og idealistiske visioner, krydret med hinandens ideer, modnet gennem tid, for til sidst at blive færdigproduceret og sat ind i verden,  har været en fantastisk rejse for os alle! Albummet repræsenterer en genopdaget sti, der ved ordenes klarhed og fylde, båret af et musisk arrangement,  kan formå at hensætte lytteren i ægte selvrefleksion. Skulle det ske, er ét af lydkunstens højere formål opnået! Som founder og kreativ dirigent i Lydkunsten, er denne første udgivelse særlig betydningsfuld. Jeg vil derfor gerne, sandt og anerkendende, nævne nogle aktører, hvis påvirkning, har været afgørende for tilblivelsen af lydkunsten.dk : Tak til Marius for at han i 1998’, hjalp mig med at købe den rigtige mikrofon; en “Bruel & Kjær 4006”, for på den måde, at ha sparet mig for mange års søgen og i stedet givet mig en tidlig start. Tak til Kim Hillmann for at han i 1999’, var den første der gav mig ideen om, at publicere min musik fra en hjemmeside.

Tak til Peter Sørensen, for at ha været min digitale mentor, og introduceret mig til den digitale verden og ikke mindst til hjemmesider. Samt for altid at ha været en gedigen støtte i min transformation fra scenemusiker til studiomusiker. Tak til Steen Jacobsen for at ha været co-founder af  “www.lydkunsten.dk", for musisk-teknisk viden og støtte. Tak til Carsten Jul Nielsen for at være min lyd,- og musisk-tekniske mentor, supporter og inspirator. Af Hjertet Tak til Gunnar og Mammy og Any, for altid at have elsket, støttet, inspireret og troet på mig. Dette album er dedikeret til Gudi taknemlighed for Vandrer mod Lyset! ❤️ Repræsentation & Sekretariat v/ Ivan p. Brandholt - Lydkunsten.dk - 17 August 2020'

Loading audio files

(Husk venligst at skrue op for lyden)

 lydkunsten.dk er klar